Har I styr på firmabilen i vintervejret?
Skrider firmabilen på de glatte veje, gælder det om at have tjek på forsikringerne. Ellers kan det blive dyrt for både dine medarbejdere og din virksomhed. Det skriver Advodan
Er du en af de mange arbejdsgivere, der tilbyder firmabil til medarbejderne? Med udsigt til mere nattefrost bør du tjekke op på forsikringerne, inden du sender dine ansatte til møde eller af sted på årets skiferie.
”Der er lovkrav om både ansvarsforsikring og arbejdsskadeforsikring. Men hvis en af dine medarbejdere fx kører i vejgrøften som en soloulykke på vej til møde, dækker arbejdsskadeforsikringen ikke svie og smerte. Den dækker heller ikke tabt arbejdsfortjeneste, hvis sygdomsperioden er længere, end du som arbejdsgiver har pligt til at betale løn for. Sker ulykken i fritiden, er der slet ingen erstatning ved soloulykker – med mindre medarbejderen selv har en ulykkesforsikring. Her kan du gøre personalegodet endnu bedre ved at tegne en førerpladsforsikring, der dækker disse områder,” siger erstatningsadvokat Berit Møller Lenschow fra ADVODAN Vejen.
Er du underforsikret?
Foruden at tænke på medarbejdernes helbred råder advokaten til at overveje, om alle forsikringer på firmabilen er opdaterede.
”Der kan være sket ændringer, siden forsikringerne blev tegnet. Måske benytter dine medarbejdere nu også firmabilen til privatkørsel eller har et øget kørselsbehov. Hvis du ikke oplyser forsikringsselskabet om disse forhold, er du måske underforsikret. Og så kan du risikere ikke at få dækket eventuelle skader på bilen,” siger Berit Møller Lenschow.
Hun anbefaler, at du hvert år gennemgår virksomhedens forsikringer for at se, om du har den rigtige risikodækning – og om det kan være relevant at tegne førerpladsforsikring for dine medarbejdere.
En førerpladsforsikring koster omkring 400 kr. om året.