FinansBureauet

Guide til arbejdsgiver: Undgå typiske faldgruber i funktionærloven

Hvor lang opsigelse har en funktionær, og hvornår må man bruge 120-dages reglen? Mange arbejdsgivere er forvirrede, når det kommer til funktionærloven. Og det kan blive dyrt at overtræde reglerne. Her får du en guide, så du er klædt godt på både før, under og efter en ansættelse.


”Funktionærer er en særlig lønmodtagergruppe, der er sikret bestemte rettigheder i ansættelsesforholdet. Det er mange dog ikke klar over. En udbredt misforståelse er derfor, at arbejdsgiver frit kan bestemme hvilke ansatte, der er funktionærer. Og dermed hvem, der har hvilke rettigheder”, siger advokat Trine Binderup Larsen fra Advodan Aalborg og fortsætter:

”Kort fortalt defineres funktionærer som personer, der laver bestemte typer opgaver, ofte kontorarbejde. Men det inkluderer fx også medarbejdere, som leder eller fører tilsyn med andre funktionærer. Derudover skal lønmodtageren arbejde gennemsnitlig mere end otte timer om ugen for at være ansat som funktionær”.

Her sætter advokaten fokus på de punkter i funktionærloven, som mange arbejdsgivere går galt i byen med.

Før underskriften
Ansætter du medarbejdere som funktionærer, skal du allerede inden ansættelseskontrakten underskrives overveje, om du vil have mulighed for at benytte dig af den såkaldte 120-dages regel. Reglen betyder, at du som arbejdsgiver kan afskedige medarbejderen med en måneds varsel efter 120 dages sygdom under visse betingelser. Men det gælder kun, hvis det er skrevet ind i ansættelseskontrakten på forhånd.

Løn under sygdom
Bliver dine funktionær-ansatte syge, har de ret til at holde fri med fuld løn i perioden. Trækker sygdomsforløbet ud, kan det være en mulighed at bruge 120-dages reglen. I så fald skal du vide, at det gælder for 120 dage inden for de seneste 12 måneder. Og samtidig skal opsigelsen ske umiddelbart efter den 120. sygedag, ellers kan reglen ikke anvendes.

Funktionær på barsel
Holder en af dine funktionær-ansatte barsel, har vedkommende ret til at vende tilbage til det samme job, som han eller hun forlod. Men som arbejdsgiver du må gerne lave mindre justeringer i opgaverne, hvis det kan begrundes driftsmæssigt. Sker der omvendt væsentlige ændringer, fx at arbejdspladsen flytter til en ny by eller ændring i arbejdstiden, skal du varsle medarbejderen med det antal måneder, som hans eller hendes anciennitet kræver.

Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på, at en funktionær har ret til halv løn under fravær på grund af graviditet samt under barsel. Det gælder fra orloven begynder til 14 uger efter fødslen, medmindre I aftaler mere gunstige vilkår.

Husk opsigelsesvarsel
Hvis der opstår problemer, eller du ikke har ansat den rette medarbejder, kan det blive nødvendigt med en opsigelse. Her er det vigtigt at nærlæse kontrakten, så du ikke misser bestemte varsler, som gælder for funktionærer.

Hvis din medarbejder fx har været ansat i fem år, skal du give vedkommende fire måneders opsigelsesvarsel. Men opsigelsen skal ske inden for fem år og otte måneders ansættelse, ellers rammer du næste trin, hvor din medarbejder har ret til fem måneders varsel.

Fratrædelsesgodtgørelse
Opsiger du en funktionær, som har været i virksomheden i 12 eller 17 år, har han eller hun ret til en godtgørelse på henholdsvis en eller tre måneders løn ud over lønnen i opsigelsesperioden. Det gælder også, selvom funktionæren efterfølgende kontraopsiger sit ansættelsesforhold.

Fratrædelsesgodtgørelsen udgør det samme beløb pr. måned, som den senest udbetalte bruttoløn. Der beregnes ikke feriepenge af beløbet, hvorimod arbejdsgiverens bidrag til en pensionsordning skal medregnes. Bestemmelsen om fratrædelsesgodtgørelse gør sig også gældende i tilfælde af uberettiget bortvisning.

Urimelig opsigelse
Opsiger du en funktionær, der har været ansat i virksomheden i mindst et år, og viser det sig, at opsigelsen ikke er rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, skal du betale godtgørelse til medarbejderen. Hvor stor en godtgørelse, du skal betale, afhænger af funktionærens anciennitet og andre omstændigheder.

Hvis funktionæren dør
Sker det ulykkelige, at en funktionær dør, mens han eller hun er ansat i din virksomhed, så har boet ret til den sædvanlige løn- og feriegodtgørelse frem til dødsdagen. Derudover har funktionærens ægtefælle eller børn under 18 år, ret til en efterløn svarende til én, to eller tre måneders løn, alt efter om funktionæren ved sin død har været ansat i ét, to eller tre år.

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce