FinansBureauet

Grøn check koster skattelettelsen for mellemindkomsterne

Mens regeringens skattereform har medført store lettelser i marginalskatten for de højtlønnede, snyder den grønne check mange almindelige lønmodtagere for en tilsvarende skattelettelse.

Grøn check koster skattelettelsen for mellemindkomsterne

En stigning i marginalskatten på 7,5 %. Det er den bizarre konsekvens for mange personer med mellemindkomster af, at regeringen har besluttet at udbetale en såkaldt grøn check.

Den grønne check blev præsenteret som en gave til skatteyderne. Men mens regeringens skattereform har medført store lettelser i marginalskatten for de højtlønnede, snyder den grønne check mange almindelige lønmodtagere for en tilsvarende skattelettelse.

Den grønne check er en skattefri kompensation på 1300 kr. som udbetales til alle personer der er fyldt 18 år. Pengene udbetales som kompensation for de øgede grønne afgifter der blev vedtaget som led i den såkaldte Forårspakke.

Så langt så godt. Men gavmildheden fra regeringens side har imidlertid sine begrænsninger. Således bliver den grønne check aftrappet i høj hast, hvis man tjener mere end godt 394.000 kr. årligt. Og hvis man tjener mere end godt 411.000 kr., så er udbetalingen helt forsvundet. I dette indkomstinterval barberes nemlig 7,5 kr. af den grønne check af for hver 100 kr. man tjener. Og det svarer reelt set til en forhøjelse af marginalskatten på 7,5 %.

Det betyder, at personer i lige præcis det indkomstinterval har en marginalskat på 48,4 %, mens marginalskatten for folk der tjener mere end godt 411.000 kr. kun er 40,9 %. Tjener man eksempelvis 33.000 kr. om måneden er marginalskatten altså 48,4 %, mens den kun er 40,9 % hvis man tjener 35.000 kr.

Dermed er den danske indkomstskatteskala i dette interval i realiteten degressiv. Det er international sammenhæng ganske uhørt ud fra et fordelingspolitisk perspektiv. Normalt er en indkomstskatteskala progressiv. Det betyder, at jo mere man tjener desto mere betaler man i skat, både i absolutte og relative termer. Et princip som da også har været håndhævet i dansk skattepolitik i mange år ud fra tesen om at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde. Et princip som regeringen med vedtagelsen af Forårspakken altså delvist har brudt.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce