FinansBureauet

Graviditet og barsel: Sådan er du beskyttet som medarbejder

En arbejdsgiver må ikke fravælge, afskedige eller give dig dårligere arbejdsvilkår, fordi du er gravid eller ønsker at holde barsels-, fædre- eller forældreorlov. Reglerne findes i ligebehandlingsloven og gælder både mænd og kvinder. Det skriver Advodan

Advokatfuldmægtig Cecilie de Claville Christiansen fra ADVODAN i Holbæk og København giver her overblik over reglerne.

1. Ved ansættelsessamtalen
Til ansættelsessamtalen har du ikke pligt til at fortælle, at du er gravid eller planlægger at blive det.

Hvis arbejdsgiveren bliver bekendt med, at du ved ansættelsessamtalen er gravid, skal arbejdsgiveren efterfølgende i et vist omfang kunne bevise, at vedkommende ikke har lagt vægt på denne oplysning, hvis du ikke får jobbet.

2. Under og efter orlov
Hvis du har holdt barsels-, fædre- eller forældreorlov, har du ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde, og dine arbejdsvilkår må ikke være mindre gunstige, end før du gik på orlov.

Når du vender tilbage efter endt orlov, har du desuden ret til skriftligt at anmode din arbejdsgiver om eksempelvis ændrede arbejdstider eller arbejdsmønstre i en bestemt angivet periode. En sådan anmodning skal din arbejdsgiver overveje og besvare skriftligt, idet arbejdsgiveren dog gerne må tage hensyn til både dine og arbejdsgiverens egne behov.

Ændrer din arbejdsgiver væsentligt på dine arbejdsvilkår i graviditetsperioden, under barselsorloven, under forældreorloven eller i forbindelse med, at du genoptager arbejdet, kan det sidestilles med en opsigelse, hvis du ikke accepterer disse ændringer. Og i så fald skal arbejdsgiveren kunne bevise, at ændringerne ikke på nogen måde var begrundet i dit fravær.

3. Afskedigelse
En arbejdsgiver må som udgangspunkt gerne afskedige dig, mens du er på barselsorlov.
Men afskedigelsen må ikke på nogen måde være begrundet i din graviditet eller din orlov. Og det er arbejdsgiverens opgave at bevise, at afskedigelsen ikke er det.

En arbejdsgiver må heller ikke afskedige dig, fordi du har fremsat et ønske om at holde orlov efter de gældende regler, eller fordi du fx har et ønske om at ændre dine arbejdstider i forbindelse med, at du vender tilbage til dit arbejde efter orloven.

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce