Gode råd til en bedre økonomi i 2015 - Pension og investering
Reformer og ændringer på pensionsområdet, gør det nødvendigt
at se sine pensionsforhold efter i sømmene for at sikre, at man
udnytter fradrag og indbetalinger optimalt. Pensionen skal række
op til 1/3 af livet, så det er vigtigt, at man har sparet nok op, og
at det bliver gjort på den bedste måde.
Gode råd til en bedre økonomi i 2015 ift. pension og investering:
Konverter eventuel kapitalpension
Spar op på aldersopsparing i stedet for frie midler
Sidste frist for indbetaling på ratepension for selvstændige
Tænk afdrag på gæld ind i din pensionsplan
Rebalancer dine investeringer
Tag dine tab
Aldersopsparing
Fristen for at opnå skatterabat ved at konvertere sin kapitalpension
til det nye produkt aldersopsparing er forlænget et år
til årskiftet 2014/2015. Når kapitalpensionen konverteres,
beskattes den med 37,3%, mens man betaler 40% ved udbetalingstidspunktet,
hvis man beholder kapitalpensionen. Det
giver en rabat på 2,7%, som er attraktivt for alle med en
kapitalpension over 25.000 kr.
Der kan dog være flere gode argumenter for også at konvertere
kapitalpensioner under 25.000 kr. Det vigtigste er nok, at
man populært sagt undgår klatpensioner, hvor faste gebyrer
hurtigt kan æde dem op.
- Hvis man har haft jobs af kortere varighed, der var omfattet
af en overenskomstmæssig pension er der stor sandsynlig
for, at du måske har en klatpension et eller andet
sted. Der findes i alt godt 1,2 mio. klatpensioner i Danmark
og der kan over et liv være tusindvis af kroner, at
tjene på at samle dem, siger Johan Juul-Jensen
Bedre end frie midler
Selvom konvertering til aldersopsparing er attraktivt, er der mange
der i stedet har valgt at spare op i frie midler i stedet, hvilket
er en dyrere løsning, fordi det løbende afkast beskattes langt
højere.
- Når man sparer op i frie midler, betaler man mellem 27 procent
og 42 procent i skat af afkastet, mens den tilsvarende
beskatning på aldersopsparing er på blot 15,3 procent. I kroner
og ører er forskellen lig med 420.000 kr. ekstra på pensionskontoen,
hvis man indbetaler det maksimale beløb på
28.100 kr. i 30 år på en aldersopsparing i forhold til at investere
et tilsvarende beløb i frie midler, og forudsat at afkastet
er det samme, siger Johan Juul-Jensen.