FinansBureauet

Giv pengene til godgørenhed - og dine arvinger

Ved at lade en del af din arv tilfalde en godgørende forening, kan du glæde både den godgørende forening, men også dine arvinger, som slipper billigere i boafgift.

Giv pengene til godgørenhed - og dine arvinger

Hvis dine arvinger er parate til at dele fortjenesten med Røde Kors eller en anden godgørende forening, kan de spare boafgift. Hvis du lader en del af arven tilfalde en velgørende institution, mod at den velgørende institution til gengæld betaler boafgiften for dine arvinger, vil nemlig både dine arvinger såvel som den velgørende institution have glæde heraf. Taberen er skattevæsenet.

Ved at forære en del af arven til velgørende formål, kan en arving rent faktisk få udbetalt en større del arven, end hvis alle pengene bliver givet direkte til arvingen. Det skyldes en kombination af, at tildelinger til velgørenhed fritages for boafgift, samtidig med at det er muligt at bestemme, at arvingen kan modtage arven som nettoarv, altså at en anden har betalt boafgiften for arvingen. På den måde kan man minimere afgifterne til staten, og besparelsen i afgifterne kan i stedet fordeles mellem arvingen og den velgørende institution.

Manøvren bliver særligt spændende, hvis arvingen ikke er blandt den "nærmeste" familie, i ren afgiftsmæssig forstand. Er det datteren der arver, er boafgiften på 15 %. Er det derimod søsteren der arver, ja så skal der også betales en tillægsafgift, så den effektive afgiftssats bliver hele 36,25 %. For at både søsteren og den velgørende institution skal have glæde af konstruktionen, skal det aftales, at den velgørende institution arver et sted mellem 25 og 33 %, samt at den velgørende institution betaler boafgiften for søsteren. Hvis arven er på ½ million kr., og den velgørende institution arver 25 % heraf, mod at betale søsterens boafgift, vil søsteren få udbetalt næsten 32.000 kr. mere efter boafgift, mens Røde Kors eller en anden velgørende institution for deres ulejlighed kan sætte ca. 13.500 kr. ind på kontoen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce