Genvej til lavere gaveafgift
Har du ikke lyst til at betale mere i afgift end højest nødvendigt, når du vil begave dine nærmeste? Så er her en genvej til at slippe billigere.
Arve- og gaveafgiften behøver ikke at være på mere end godt 13 %. Ganske vist er den officielle sats 15 %, men man bestemmer faktisk selv, om man vil nøjes med nøjes med den lave takst. Eller rettere gavegiveren bestemmer. Forklaringen er den enkle, at der i lovgivningen er åbnet op for at gavegiveren kan betale gaveafgiften i stedet for gavemodtageren. Og dette er smart, fordi man på den måde undgår at der betales afgift af afgiften.
Udgiften for gavegiveren bliver den samme uanset hvem der betaler gaveafgiften, men ved at det er gavegiveren der afholder udgiften, bliver den samlede afgift altså mindre, og derved bliver gavemodtagerens nettogave større. To procent er ganske vist ikke alverden, men da operationen er yderst simpel, er der ingen grund til ikke at spare pengene. Det eneste du behøver at gøre, er at du på gaveanmeldelsen påfører, at du selv betaler afgiften, og så i øvrigt husker at reducere gaven med det beløb, som du skal betale i afgift.