Fortsat salgsfremgang hos RealMæglerne og BoligOne
År 2017 bød på endnu en salgsrekord for RealMæglerne og BoligOne. Mæglerkæderne kan dermed for sjette år i træk notere salgsfremgang.
4643. Så mange gange blev der sidste år underskrevet en slutseddel på en ejerbolig gennem en af de to landsdækkende ejendomsmæglerkæder RealMæglerne og BoligOne.
Det er ny rekord, og dermed kan de to landsdækkende mæglerkæder for sjette år i træk notere sig en salgsfremgang, og for tredje år i træk en salgsrekord.
Salgsfremgangen i forhold til 2016 er på knap 12 procent (målt på villaer, rækkehuse, ejerligheder og fritidshuse), mod en salgsfremgang på godt 9 procent for markedet som helhed. ”Vi er meget stolte af mæglernes indsats i det forgangne år. Boligerne sælger ikke sig selv i det nuværende marked, og det er i høj grad mæglernes indsats, som er afgørende for et salg. Og på den baggrund er det meget flot, at vi nu for tredje år i træk kan notere en salgsrekord”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.
Også i indeværende år er salget startet positivt, og der er solgt 6,6 procent flere boliger i januar 2018 end i januar 2017. Og det lover godt for resten af året. ”Hvis salgstendensen for januar fortsætter året ud, kommer RealMæglerne og BoligOne til i indeværende år at nærme sig 5.000 solgte boliger”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.
Rekordsalget i 2017 er den foreløbige kulmination af mange års fremgang. I forhold til år 2011 er salget af boliger gennem RealMæglerne og BoligOne kæderne steget med 62,6 procent.