Forskel fra øst til vest: Flest boligejere sætter til salg på Sjælland
Færre sætter boligen til salg under coronakrisen. Men der er forskel på hvor i landet sælgerne er mest villige til at gå i gang med salgsprocessen. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
I marts måned, hvor Danmark har været delvist lukket ned, er der overordnet set kommet færre nye boliger til salg. Men en nærmere gennemgang af tallene viser samtidig, at antallet af nyudbudte boliger faktisk varierer en del, alt efter hvilken landsdel man retter fokus mod.
Kigger vi isoleret på marts måned, hvor coronakrisen begyndte, så faldt antallet af nye boliger på markedet på Sjælland samlet med tre procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Til sammenligning var der i Jylland tale om et fald i antal nyudbudte boliger på 19 procent, imens Fyn tegnede sig for en nedgang på 15 procent i samme periode.
”Vi kan se en klar forskel på antallet af nye boliger til salg de tre landsdele imellem. Der er ingen tvivl om, at corona har ført en del usikkerhed med sig, og det har fået flere boligejere til at stoppe op og overveje, hvorvidt det er nu, de skal gå videre med deres salgsplaner. Men noget tyder samtidig på, at boligejerne i Jylland og på Fyn går lidt mere forsigtigt til værks end boligejerne på Sjælland,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør på Boligsiden.
Sælgere holder igen i områder, hvor der handles
Hos ejendomsmæglerkæden EDC genkender de den overordnede tendens med en vis tøven blandt boligsælgerne.
”Vi følger udviklingen dag for dag, og vi oplever, at flere sælgere har en opfattelse af, at det er helt umuligt at sælge sin bolig i øjeblikket, og derfor holder de igen. Men virkeligheden er, at boligsalget går bedre, end de fleste tror,” siger Jan Nordmann, der er kommunikationschef hos EDC og tilføjer:
”Selvom antallet af fremvisninger har været faldende, så er de købere vi møder, til gengæld i højere grad klar til at handle, idet det tilsyneladende overvejende er de købere, der alligevel ikke var helt parate til at skrive under på en købsaftale, der holder sig væk. Og det er især de nye boliger på markedet, som der er efterspørgsel på.”
Kommunikationschefen hos EDC fremhæver desuden en væsentlig pointe i forhold til den geografiske forskel i antal nye boliger til salg.
”Ifølge tallene i denne opgørelse, så reagerer sælgerne faktisk modsat markedet. For de områder, hvor sælgerne lader til at være mest tilbageholdende, er faktisk de områder, hvor vi oplever, at salget går bedst.”
Et godt tidspunkt at sælge på
Dykker vi længere ned i tallene, viser de, at der ikke blot er forskel på sælgernes indtog på boligmarkedet. Der er samtidig også forskel på hvilke boligtyper, der bliver udbudt færrest af på boligmarkedet i de tre landsdele.
På Sjælland ses den største nedgang i antal nye boliger til salg for villaer og rækkehuse, imens det omvendt er sommerhusene, der kommer færrest af på markedet i Jylland. Og på Fyn er det ved ejerlejlighederne, der ses den største tilbagegang i antal nyudbudte.
Men går man som boligejer med salgstanker og er usikker på, hvorvidt man skal sætte til salg nu eller vente, så er situationen i øjeblikket den, at der godt nok sættes færre boliger til salg. Men dem, der kommer i udbud, bliver i højere grad end tidligere hurtigt solgt.
”Lige nu er faktisk et godt tidspunkt at sælge på. Køberne er derude, men de har i øjeblikket mindre at vælge imellem. Et boligkøb er for det meste drevet af et aktuelt boligbehov, som ikke ændrer sig på grund af corona. Men som situationen er lige nu, er der risiko for, at flere af køberne faktisk må gå forgæves, fordi de ikke kan finde den rigtige bolig,” siger Birgit Daetz.
Se tal og statistik for udviklingen på Sjælland og Fyn og i Jylland på Boligsiden.