Forbrugertilliden fortsætter med at falde
Forbrugertilliden falder. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik her til morgen. Tilliden kan således opgøres til 5 i september mod 9,2 i august. Vi har således set et vist knæk i kurven hen over sensommeren og ”knækket” har været tiltagende i styrke. Forbrugerforventningerne er dog stadigvæk positive, og over de sidste 12 måneder har der været en ret kraftig afkobling imellem forbrugertilliden og det aktuelle forbrug. Dermed synes statistikken blot at komme i synk med virkeligheden.
Statistikken viser nemlig også, at forbrugerne generelt føler at deres økonomiske situation er bedre nu end i fjor. Tilsvarende forventer forbrugerne også, at deres økonomi er bedre 12 måneder frem i tiden. Og endelig er forbrugerne mere optimistiske mht. at beholde deres arbejde. Kædes disse ting sammen med det bredere opsving i boligmarkedet der aktuelt viser sig – senest ved offentliggørelsen af sidste uges tal fra Realkreditrådet – så er der ingen grund til at være pessimistisk.
De stigende boligpriser betyder alt andet lige, at brodden af den høje gældsbyrde blandt boligejerne aftrappes. Det giver bedre plads til forbrug. Endelig skal man ikke undervurdere betydning af, at stigende boligpriser i sig selv giver anledning til en vis optimisme. De lave renter, olipriser og den generelt højere vækst betyder da også, at rigtigt mange danskere, at de har plads i økonomien til at lægge noget til side. Det giver en langt mere robust økonomi, hvilket i sidste ende kan danne grobunden for et mere permanent opsving.