Forbrugerprodukter i vækst
Verdens 250 største producenter af forbrugerprodukter solgte tilsammen for 3000 milliarder dollars sidste år. Det skriver Deloitte
Der er store penge på spil, når verdens 250 største producenter af forbrugerprodukter forsøger at vinde nye markedsandele. Sidste år solgte de tilsammen for 3000 milliarder dollars – en vækst på 5,6 procent. Fra Danmark er Arla, Carlsberg, Danish Crown, Lego og Bestseller med på listen.
Deloitte har netop kortlagt verdenseliten blandt forbrugerprodukter. Analysen viser blandt andet, at de førende virksomheder har skabt vækst ved at rykke endnu tættere på kunderne.
”Verden har ændret sig fra at være udbudsdrevet til at være efterspørgselsdrevet. Det betyder, at forbrugerne ikke blot behandles som aftagere af et produkt, men derimod som produktudviklere. For mange virksomheder er det i dag forbrugernes ideer og behov, der driver forretningen”, siger partner i Deloitte Jesper Svend Povlsen.
Dialog med forbrugerne, eksempelvis på de sociale medier, udgør et stort potentiale. Det er dog en udfordring for virksomhederne at motivere forbrugerne til dialog samt etablere den tillid, der kræves, for at forbrugerne vil dele ud af deres ideer.
”Analysen viser, at tillid spiller en afgørende rolle for, om man kan få forbrugerne til at engagere sig i virksomhedens produkter. Har man ikke sine kunders tillid, får man overordentligt svært ved at kaste sig ud i forbrugerdrevet produktinnovation. Tillid og dialog er i dag en afgørende forudsætning for vækst,” siger Jesper Svend Povlsen.
Verdens tre største producenter af forbrugerprodukter er Samsung, Apple og Nestlé.
Se hele listen her, inkl. de danske placeringer: http://www2.deloitte.com/dk/da/pages/consumer-business/articles/Forbrugerprodukter-i-vaekst.html