FinansBureauet

Forældrekøbet hittede i første halvdel af 2021

Der blev lavet godt 500 forældrekøb i første halvår af 2021, og det er flere end i samme periode de forgangne tre år.

Mange danske forældre har valgt at købe en lejlighed til deres barn i en af landets største byer i den første halvdel af 2021. Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at der er lavet 501 forældrekøb i perioden, og det er hele 38 procent flere end i første halvdel af sidste år.

Det siger imidlertid ikke nødvendigvis noget om, om antallet af forældrekøb har været højt hidtil i 2021. Og hvorfor så ikke det?

”Vi skal huske på, at corona kom til Danmark i første halvdel af 2020, og at pandemien på den måde forstyrrer statistikken for særligt den periode. Vi ved også, at der kom rigtig godt gang i forældrekøbene i andet halvår 2020, hvor boligmarkedet boomede, og derfor skal vi også tage denne stigning med et lille gran salt,” påpeger Birgit Daetz.

I stedet er det logisk at se nærmere på udviklingen i forhold til årene før corona, og det bekræfter ideen om, at forældrekøbet har været højt i år. Faktisk er 2017 det nærmeste år, der kan hamle op med 2021. Dengang blev der lavet 538 forældrekøb i første halvår.

”Der har været gang i lejlighedsmarkedet i det første halve år, hvor salget er steget meget. Den stigning er forklaringen på, at vi nu ser et forældrekøb, der ikke bare er højere end i første halvdel af 2020, men også overgår samme periode i 2019 og 2018. Vi skal således fire år tilbage for at se et forældrekøb, der overgår det niveau, vi har set hidtil i 2021,” siger Birgit Daetz.

København trækker samlet forældrekøb ned

Stigningen i forældrekøbet fra 2020 til 2021 gør sig gældende i alle fire store byer, der indgår i Boligsidens opgørelse over forældrekøb. Det er ikke så overraskende.

Mere interessant er det igen at skrue tiden tilbage til 2017, hvor forældrekøbet altså var på sit højeste. Målt i forhold til første halvår 2017 er salget i både Aarhus, Odense og Aalborg faktisk højere i første halvår 2021, imens salget er faldet i København. Det fald trækker det samlede antal ned under 2017-niveauet.

”Forældrekøbet har været et fænomen i København i længere tid på grund af de høje lejlighedspriser, der holder førstegangskøberne ude af markedet. I takt med at priserne er steget i landets andre store byer, er det også her blevet mere populært med en konstruktion, hvor forældre køber lejligheden og lejer den ud til deres barn. Det ser vi særligt i Aarhus, og i mindre grad i Odense og Aalborg, hvor volumen i forældrekøbet fortsat er småt, og hvor der derfor er tale om forskelle på meget få handler,” siger Birgit Daetz.

Udvikling i forældrekøb i første halvår:

År

Antal forældrekøb

Forskel ift. 2021

2017

538

-7 %

2018

490

2 %

2019

440

14 %

2020

363

38 %

2021

501

-

By

2017

2018

2019

2020

2021

København og Frederiksberg

312

265

238

202

245

Aarhus

130

139

129

99

143

Odense

43

42

35

26

54

Aalborg

53

44

38

36

59

(Tallene er baseret på boligejere, der har købt en ejerlejlighed ud over deres helårsbolig i første halvår i perioden 2017-2021. Forældrekøbet er defineret som en ejerlejlighed på mindre end 75 kvadratmeter med en maksimal pris på tre millioner kroner. Ejeren må ikke eje flere lejligheder på én gang, således at købere med investering som formål undgås i statistikken. Kommunerne Frederiksberg, København, Aalborg, Aarhus og Odense indgår i opgørelsen, der desuden kun omfatter tinglyste handler. Kilde: Boligsiden.)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce