FinansBureauet

For første gang i år er salget af lejligheder mindre end normalt

De seneste uger er salget af boliger stagneret, og sidste uge var ingen undtagelse. For første gang i år var salget af ejerlejligheder lavere end i den tilsvarende uge i årene 2015 til 2019.

Der blev solgt 395 ejerlejligheder i sidste uge, og det er færre end gennemsnittet for uge 25 i årene 2015 til 2019 og væsentligt under salget i uge 25 sidste år. Det viser Boligsidens nye ugetal. Dermed er det første gang i 2021, at salget af lejligheder er lavere end normalt.

”De seneste uger har salget af ejerlejligheder ligget meget tæt på normalen fra før corona, og denne gang er salget så lavere end normalt. Det styrker den tendens, vi har set de seneste måneder, hvor salget af ejerlejligheder har været en hel del lavere end i starten af 2021,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Samtidig kommer der fortsat mange ejerlejligheder til salg, og det har en positiv effekt på konkurrencesituationen på markedet, påpeger Birgit Daetz.

”Efter en lang periode med faldende udbud af ejerlejligheder har vi de seneste tre måneder set, at udbuddet stiger. Det betyder, at konkurrencen bliver mindre, og at flere købere kan forhandle sig til nedslag. Det kan føre til et fald i priserne de kommende måneder.”

Stadig ikke helt normale tilstande

Det er dog ikke kun for ejerlejligheder, at de meget voldsomme salgstal i starten af året, er vendt til mere almindelige tilstande. For alle boligtyper samlet faldt antallet af handler også i uge 25, der normalt er blandt én af de bedst sælgende uger på året.

Der blev således ”blot” handlet 399 flere boliger i uge 25 end i gennemsnittet for den tilsvarende uge i årene 2015-2019. Det er den mindste forskel, der har været hidtil i år.

”Det ser ud som om, at lejlighedsmarkedet lige er lidt længere fremme i forhold til at ramme mere normale tilstande, for samlet set er der et stykke endnu. Sommerhusmarkedet er tæt på at være der, og salget af villaer og rækkehuse er også på vej derned. Noget tyder på, at det boom vi normalt ser i april, maj og juni i år blot blev flyttet til januar, februar og marts,” siger Birgit Daetz og fortsætter:

”Vi har stadig ikke helt normale tilstande, hvad angår salget af boliger, men vi nærmer os.”

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce