FinansBureauet

Flertal af mæglere: Ny regel om 5 % udbetaling påvirker ikke boligsalget

Mere end to tredjedele af alle mæglerne hos RealMæglerne og BoligOne har ikke oplevet nogen effekt af den nye regel om 5 % udbetaling i forbindelse med boligkøb.

Det er nu trekvart år siden, den nye bekendtgørelse om 5 % udbetaling i forbindelse med boligkøb officielt trådte i kraft. Og et halvt år siden, at bekendtgørelsen i praksis blev fuldt implementeret (efter de sidste lånetilbud udstedt før 1. november 2015 udløb). Men endnu er der ikke den store effekt at spore på boligmarkedet. I alle tilfælde ikke ifølge mæglerne hos de landsdækkende ejendomsmæglerkæder RealMæglerne og BoligOne.

Samtlige mæglere i kæderne blev spurgt om, hvorvidt de nye krav om 5 % udbetaling i forbindelse med boligkøb har påvirket styksalget af ejerboliger. Til det svarede 68 % nej, og 32 % ja. Og blandt de 32 %, som havde oplevet en effekt, var det hos hovedparten kun i ganske få tilfælde, at en handel var gået i vasken som følge af den nye bestemmelse.

De fleste mæglere oplever ikke, at den nye bekendtgørelse gør det sværere for boligkøbere at skaffe finansiering end tidligere. Pengeinstitutternes kreditpolitik har reelt ikke ændret sig, og de nu nedskrevne regler var tidligere blot uskrevne regler. Langt de fleste af de potentielle boligkøbere som ikke bliver kreditgodkendt i dag, ville heller ikke være blevet det før 1. november 2015, hvor bekendtgørelsen trådte i kraft.

”Undersøgelsen viser, at den nye bekendtgørelse reelt er overflødig. Effekten er i bedste fald minimal, da kravet om 5 % udbetaling falder fint i tråd med den kreditpolitik som i forvejen er blevet ført af de fleste pengeinstitutter efter finanskrisen”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.

Nogle mæglere, primært i storbyerne, melder dog om, at et større antal førstegangskøbere end tidligere får afslag på finansieringen. Men specielt i København og Århus er situationen også blevet yderligere kompliceret af, at en ny vejledning om forsigtighed i kreditvurderinger ved belåning af boliger i vækstområder er trådt i kraft 1. februar 2016. En vejledning som tilsiger, at boligkøbere i København, Københavns Omegn og Aarhus skal kreditgodkendes til en rente, der er 1 % højere end den aktuelle rente (og minimum til en rente på 4 procent). Det har haft som konsekvens, at efterspørgslen er skiftet i retning af lidt mindre og billigere lejligheder. 

Mæglerne blev ligeledes spurgt om hvorvidt den nye bekendtgørelse om 5% udbetaling vil påvirke ejerboligmarkedet på lang sigt. Til det svarede 62 % nej, og 38 % ja. Et mindretal af mæglerne forudser, at de nye regler vil kunne mindske prisudsvingene på ejerboliger og dermed være med til at stabilisere boligmarkedet i årene fremover.  

Har du oplevet, at den nye bekendtgørelse om 5 % udbetaling har påvirket styksalget af ejerboliger (ja/nej)?

Ja

32%

Nej

68%

Vil den nye bekendtgørelse om 5 % udbetaling påvirke ejerboligmarkedet på lang sigt (ja/nej)?

Ja

38%

Nej

62%

Kilde: RealMæglerne Holding A/S

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce