Flere mindre lejligheder til salg
Der er 2.962 mindre ejerlejligheder til salg på det danske boligmarked netop nu. Det er knap 1.000 flere end for blot to år siden, viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Studerende, singler og yngre mennesker kigger ofte efter mindre lejligheder. Det gør forældre på jagt efter en studiebolig til deres børn typisk også.
”Der er godt nyt for dem, der er på udkig efter en mindre lejlighed. Der er nemlig kommet en del flere til salg, og det giver den enkelte flere valgmuligheder og gør boligmarkedet i de største byer mere tilgængeligt for flere,” siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er en generel tendens på markedet, at der siden starten af 2018 er kommet flere ejerligheder til salg. Men vi kan se, at interessen efter mindre lejligheder er forholdsvist større end for de store lejligheder. Er man på udkig efter en ejerlejlighed på fx 75 kvm, står de i gennemsnit til salg for omkring 2,45 mio. kr.”
Der står samlet 8.323 ejerlejligheder til salg ved indgangen til maj, det er 21 pct. flere end samme tid sidste år. De mindre lejligheder op til 75 kvm udgør 36 pct. af ejerlejlighederne til salg, men tegner sig for 43 pct. af aktiviteten på ejerlejlighedsmarkedet.