Flere køber hus på øer uden broforbindelse til fastlandet
Det er lidt besværligt at komme til de af Danmarks øer, der ikke har broforbindelse til fastlandet. Alligevel er antallet af hushandler netop her stigende efter nogle svære år i kølvandet på finanskrisen.
Det går godt på boligmarkedet på Danmarks øer. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden, der har taget temperaturen på de 10 mest folkerige øer uden broforbindelse – altså, øer man kommer til med en færge.
Opgørelsen viser, at antallet af handler var stabilt i perioden fra midten af 1990’erne, og indtil finanskrisen ramte Danmark i perioden 2006-2008. Krisen ramte de små samfund hårdt frem til perioden 2011-2013.
Siden er det igen begyndt at gå fremad. Således er der en stigning i antallet af handler på for eksempel Fanø på mere end 100 procent. Det ser dermed ud til, at de mange færgeture frem og tilbage mellem fastlandet ikke længere er så stor en barriere for køberne.
”Når der er krise i økonomien, er der færre, der har råd til at købe og sælge. Men når økonomien omvendt har det godt, som den har haft i noget tid nu, er der flere, der tør udleve deres boligdrømme. Flere tør trække stikket fra storbylivet og flytte til en ø. For hvad er det værste, der kan ske? At de ikke kan lide det nye liv, og at de må sælge huset igen. Optimismen sætter sig i boligmarkedet, og det kommer øerne til gavn,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og supplerer:
“Desuden blev det i 2016 vedtaget at sænke færgetaksterne til de fleste af disse øer. Det har også haft en effekt.”
Priserne følger med
Den stigende efterspørgsel på huse på øerne har også sat sig i priserne. Ser vi på udviklingen 20 år tilbage i tiden er priserne steget på Bornholm, Ærø, Samsø, Fanø og Læsø med mellem 70 og 145 procent. Og ser vi kun fem år tilbage, er der også fremgang at spore.
”På Bornholm, Samsø og Læsø er priserne siden 2013 steget med godt 30 procent. Det er en væsentlig fremgang, der betyder, at sælgerne har gode betingelser for at komme af med deres hus til mere end det, de skylder i banken. På den måde kan de nemmere komme videre til den bolig, de drømmer om skal være den næste. Til gengæld er der stadig et stykke vej for priserne på Fanø og Ærø, hvor priserne er på samme niveau som for fem år siden,” siger Birgit Daetz.