Flere boligkøbere går uden om banken - Alternativ finansiering vokser hastigt
Der er kommet gang i boligmarkedet igen efter finanskrisen. Men borgere i landdistrikterne oplever stadig, at de har svært ved at låne penge i de traditionelle banker. UdenomBanken ser intet problem i at finansiere de borgere, der bliver afvist i banken.
På blot tre måneder har UdenomBanken nået en ny rekord i samlede udlån. Mere end 170 millioner kroner har låneportalen nu formidlet i peer-to-peer lån - hovedsageligt til borgere i landdistrikterne, men indbyggere i Storkøbenhavn er også en voksende kundegruppe.
“Vi har oplevet en massiv interesse de seneste måneder. Låneforespørgslerne kommer fra hele landet, men den største bevågenhed kommer fra Sjælland,” siger Frederik Rovsing, bestyrelsesformand i UdenomBanken.
De første 100 millioner kroner i udlån nåede UdenomBanken i august i år - 12 måneder efter, at fintech-virksomheden gik i luften. Og i efteråret har der været endnu mere travlt på kontoret i Bredgade i København med at behandle låneforespørgsler, hvilket har gjort, at den seneste milepæl er rundet før end forventet.
“Vi kan finansiere de fleste boligkøbere, der er blevet afvist i banken. Boligens geografiske beliggenhed er ikke et issue for os, hvis den blot er i god stand, så finansierer vi boligen,” siger Frederik Rovsing.
UdenomBankens bestyrelsesformand mener, at politikerne er på bagkant med lovgivningen og gerne vil vise handlekraft i forhold til det såkaldte Udkantsdanmark.
“Markedet har allerede løst problemet. Aktører som UdenomBanken tilbyder en finansieringsløsning, som tilfredsstiller ni ud af ti boligkøbere. Vores rente er lidt højere end realkreditinstitutternes, men i kroner og ører er det ikke den store forskel for låntageren,” siger han.
UdenomBanken gik i luften i sommeren 2014 og er blevet overvældet af interessen fra borgere i landdistrikterne. Realkreditinstitutternes stramme kreditregler og bankernes modvilje til at udlåne til billigere huse på landet har skabt et hul i markedet, som UdenomBanken mærker reaktionen på.