FinansBureauet

Flere boligkøbere får forhandlet sig frem til et nedslag i prisen

Efter at have ligget på et rekordlavt niveau stiger andelen af bolighandler, hvor der gives et nedslag i pris. Det gælder for alle boligtyper, viser nye kvartalstal fra Boligsiden.

Er du på jagt efter en ny bolig, er der - sammenlignet med det seneste års tid - nu en bedre chance for, at du kan forhandle dig frem til et nedslag i prisen, når du har fundet din drømmebolig.

Nye kvartalstal fra Boligsiden viser nemlig, at andelen af bolighandler, hvor der gives et nedslag i prisen, er steget i tredje kvartal 2021. Det sker, efter at andelen ellers har ligget på et rekordlavt niveau for to ud af tre boligtyper det seneste års tid.

”Under corona udviklede aktiviteten på boligmarkedet sig i et hæsblæsende tempo, både hvad angår handler, priser og overbud. Men aktiviteten er fladet ud igennem de seneste måneder, og i takt med at antallet af handler er blevet færre, er der igen plads til flere forhandlinger og dermed også nedslag i pris,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Plads til endnu mere forhandling

Ifølge Boligsidens nye tal blev der i tredje kvartal 2021 givet nedslag i pris i 64 procent af villahandlerne og i ejerlejlighedshandlerne, imens det var tilfældet i 65 procent af sommerhushandlerne.

Til sammenligning lå andelen af villahandler med nedslag i andet kvartal 2021 på 61 procent, imens den for lejligheder lå på 56 procent og 53 procent for sommerhusene.  

”Andelen af handler med nedslag i pris er blevet større, og det tyder på, at balancen mellem købere og sælgere er ved at ændre sig. Samtidig går vi snart ind i vintermånederne, hvor tempoet traditionelt set går endnu mere ned på boligmarkedet. Det kan betyde, at der bliver plads til endnu mere forhandling mellem de to parter i den kommende tid. Når det er sagt, er andelen for handler med nedslag stadig lav,” forklarer Birgit Daetz.

Går vi tilbage til tredje kvartal 2019, som var inden corona, var andelen af villahandler med nedslag i pris for eksempel dengang på 76 procent og 74 procent for ejerlejlighederne.

”I foråret så vi en form for vendepunkt, hvor tempoet blev taget lidt ud af markedet. Men selvom udviklingen er mere stabil nu, er niveauet for både handler og priser fortsat højere end før corona. Derfor giver det også god mening, at der er blevet plads til flere handler med nedslag i pris, men at andelen fortsat er lav,” siger Birgit Daetz.  

Udviklingen i andelen af handler med nedslag i pris:

Kvartal

Villaer

Ejerlejligheder

Sommerhuse

3. kvartal 2021

64,4%

63,9%

65,5%

2. kvartal 2021

61,1%

55,8%

53,2%

1. kvartal 2021

66,3%

53,0%

59,4%

4. kvartal 2020

70,8%

63,3%

70,7%

3. kvartal 2020

71,2%

67,6%

67,2%

2. kvartal 2020

75,6%

73,4%

68,5%

1. kvartal 2020

79,0%

72,5%

81,8%

4. kvartal 2019

77,3%

74,7%

83,7%

3. kvartal 2019

75,5%

74,4%

77,5%

2. kvartal 2019

76,1%

73,1%

77,4%

1. kvartal 2019

78,4%

75,0%

82,9%

(Opgørelsen viser andelen af bolighandler per kvartal, hvor der er givet et nedslag i pris. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce