FinansBureauet

Flere boliger at vælge i mellem

Der er kommet flere sælgere på markedet, men fremgangen er dog kun i et begrænset geografisk område

Flere boliger at vælge i mellem
Antallet af boliger til salg fortsætter med at stige. Ved udgangen af april 2014 var der på landsplan 62.759 bolig til salg på internettet. Ved udgangen af april 2013 var der 61.366 boliger til salg. Det samlede udbud er således steget med 2,3 pct., eller hvad der svarer til 1.393 boliger det seneste år.  Går man en tand dybere i tallene, ser man, at det især er antallet af sommerhuse og ejerlejligheder som stiger. Her er der tale om en årsstigning på henholdsvis 5,4 pct. og 5,3 pct. på året, mens parcel-og rækkehusene oplever en svag stigning på 0,8 pct. Der er således ganske mange boliger at vælge i mellem, hvis man er boligsøgende.

At antallet af ejerlejligheder stiger så kraftigt, er helt i tråd med det forventede. Vi har den seneste tid oplevet et ejerlejlighedsmarked som er om ikke i topform så bestemt med en kraftigt opadgående formkurve.  Og når der er stigende aktivitet og priser kommer flere sælgere typisk på banen. I disse tider er der måske endda lidt flere end normalt, da vi kommer fra en meget lav aktivitet, hvor det for mange ikke har været muligt at sælge, selv om man måtte ønske det. At vi ser en så kraftig stigning på sommerhuse på året, er lidt mere overraskende. Aktiviteten her er fortsat ganske lav, og der er ikke mange købere i markedet. Den kraftige stigning kan således være en indikation på, at tålmodigheden hos de sommerhusejere, som ellers har lænet sig tilbage og ventet på bedre tider, er ved at være sluppet op.

 Vender vi blikket fremad, ser vi forsat en positiv tendens for boligmarkedet. Dagens tal beretter om kortere udbuds- og liggetider, der er flere nedtagne boliger og højere nedtagningspriser sammenlignet med sidste år. Det er dog fortsat i Hovedstadsområdet og Århus, at vi ser den største aktivitet, og vi forventer ikke, at den vil trække langt uden for disse i de kommende måneder. Der er dog ingen tvivl om, at 2014 vil blive et af de bedre år sammenlignet med de seneste 5 år. 
 
Ulrikke Ekelund
Cheføkonom, Presse- og Økonomisk Sekretariat
 
BRFkredit a/s
brf.dk
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce