Fast ydelse med flydende rente
Valget mellem flekslån og fastforrentet lån er sværere end nogensinde. Men heldigvis er der et låneprodukt der kombinerer de to ting.
Den ene måned er alle enige om, at renten vil stige. Og den næste måned er alle pludselig enige om, at den nu vil falde. At være prognosemager på renteudviklingen er sværere end nogensinde. Og det samme er valget mellem et flekslån og et fastforrentet lån.
Men faktisk findes der en nærmest ukendt mulighed for at kombinere flexlånets flydende lave renter med det fastforrentede låns vished om de fremtidige kvartårlige (eller månedlige) ydelser.
Produktet hedder et T-lån, og det gemmer sig bagerst på hylden hos Realkredit Danmark. Og den byder låntagerne på en perfekt måde til at få glæde af de lave korte renter, uden at løbe helt de samme risici som ved et traditionelt flexlån.
Et T-lån er en variant af flexlån, som i alt sin enkelthed går ud på, at ydelsen på lånet holdes konstant, og at det i stedet er restløbetiden på lånet der tilpasses, i takt med renteændringerne.
Proceduren ved optagelsen af et T lån, vil ofte være, at låntageren vælger at sidde for den samme ydelse, som vedkommende ville have haft hvis der i stedet var valgt et fastforrentet lån. Da rentebetalingen er lavere på et flexlån betyder det, at lånet normalt vil være fuldt ud afdraget flere år før det fastforrentede lån vil være betalt tilbage.