FinansBureauet

Færre udbudte boliger

Boligkøberne har fået mindre at vælge imellem på det seneste. I juli 2017 var der således 55.089 boliger til salg mod 55.435 måneden forinden og 59.955 året forinden. Det betyder, at antallet af udbudte boliger er faldet med 346 den seneste måned og med 4.866 det seneste år.

Det viser nye tal fra Finans Danmarks boligudbudsstatistik for juli 2017.

Antallet af udbudte boliger er faldet det seneste år. Faldet været størst i landsdelene København By, Københavns Omegn og på Bornholm, men alle øvrige landsdele har også oplevet færre til-salg skilte. Udviklingen indikerer, at boligmarkedet fortsat bevæger sig i den rigtige retning, og at den fremgang vi har kunnet spore de seneste år med al sandsynlighed vil fortsætte i den kommende tid.

Boligudbuddet er faldet med 23 pct. siden toppen i juli 2011. Der er dog stadig næsten dobbelt så mange boliger til salg som i februar 2006, hvor det samlede udbud kun bestod af godt 28.000 boliger. På den baggrund må man konkludere, at selv om antallet af til-salg skilte allerede er blevet reduceret ganske pænt de seneste 6 år, så er der tale om en udvikling med mange små skridt snarere end store hurtigere hop.

Sommerhussælgerne sætter udbudsprisen op

Boligudbudsstatistikken indeholder også information om udbudspriserne, og de kan tolkes som en strømpil for, hvad sælgere og mæglere forventer eller håber, der vil ske med priserne i den kommende tid.

Her er konklusionen, at sommerhussælgerne lugter guld. Siden årsskiftet er udbudsprisen for sommerhuse steget med 5,8 pct. Det er ganske meget, når man tager i betragtning, at sommerhuspriserne hidtil kun er steget ganske behersket.

Således viser de seneste tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik, at sommerhuspriserne kun er steget med 0,5 pct. på landsplan siden 1. kvartal 2016, hvor prisernes var lavest under den seneste nedtur på boligmarkledet. Det svarer til, at et gennemsnitligt sommerhus på 80 m2 kun er steget fra 1.062.000 kr., da priserne var lavest på sommerhusmarkedet til nu 1.068.000 kr. Alligevel hæver sommerhussælgerne nu prisen med et ikke ubetydeligt beløb.

Den maksimale belåningsgrænse for realkreditlån i sommerhuse blev i maj 2017 hævet fra 60 til 75 pct. Stort set samtidigt fik pensionister lov til at bruge sommerhuset som helårsbolig efter blot 1 års ejerskab mod tidligere 8 år. Begge tiltag har fået stor omtale, og flere politikere har profileret sig på, at formålet er at stimulere sommerhusmarkedet.

Den megen debat og de mange positive formuleringer om sommerhusmarkedet har formentlig gjort sælgere og ejendomsmæglere mere optimistiske. Derfor er det helt forståeligt, at sælgerne hæver prisen. Mere tvivlsomt er det, om køberne er villig til at gå med på legen. Der er stadig rigtig mange sommerhuse til salg, og overordnet set er det i langt de fleste områder stadig købers marked. Det er normalt ikke noget, der presser priserne op.

Tager man udgangspunkt i et sommerhus til 1 mio. kr., der finansieres efter de nye belåningsregler med 75 pct. realkreditlån, 20 pct. banklån og 5 pct. i udbetaling, så kræver et ejerskab, at køber kan kreditvurderes til en månedlig ydelse efter skat på 3.630 kr. plus ejendomsskatter, forbrugsudgifter og vedligeholdelse. Ved en belåningsgrænse for realkreditlån på 60 pct. lyder beløbet på 3.660 kr. eller blot 30 kr. mere hver måned.

De ændrede belåningsregler for sommerhuse har ikke den store betydning for selve kreditgodkendelsen, der sker på baggrund af et 30-årigt lån med fast rente og afdrag, men de kan godt have betydning for den endelig finansiering. Når først kreditgodkendelsen er på plads, står det nemlig køber frit at vælge en anden låntype fx et variabelt forrentet lån. Derved har de nye belåningsregler ikke den store betydning for, hvor mange der kan købe sommerhus, men de kan gøre det lidt billigere for dem, der rent faktisk har råd, og som ikke har friværdi i deres helårsbolig, hvor en stor del af sommerhusene hidtil er blevet delvist finansieret med.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce