FinansBureauet

Færre lejligheder til salg: Se udviklingen i de største byer og Københavns bydele her

I løbet af den seneste måned er antallet af ejerlejligheder til salg faldet med 3,1 procent, viser nye udbudstal fra Boligsiden.

Det er anden måned i træk, at lejlighedsudbuddet falder, og med den seneste måneds fald betyder det, at der ved indgangen til februar var 7.654 ejerlejligheder til salg i Danmark.

”Det er ikke usædvanligt, at lejlighedsudbuddet falder denne tid på året, hvilket i høj grad skyldes, at boligmarkedet stille og roligt skal op i gear igen oven på dvalen omkring julehøjtiden og nytår. Men når vi korrigerer for sæson, er lejlighedsudbuddet stadig faldet med en procent, og det skyldes i høj grad de nye boligskatteændringer, som netop er trådt i kraft i 2024,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:

”Det skyldes, at boligskatterne stiger for store dele af ejerlejlighedsmarkedet. Men for dem, der købte og overtog en lejlighed før årsskiftet, har det været muligt at sikre en mindre hård beskatning. Derfor så vi en stor stigning i udbuddet og i antallet af handler på ejerlejlighedsmarkedet i sidste del af 2023. Og derfor er det heller ikke overraskende, at vi nu ser et fald i udbuddet, eftersom det ikke længere er muligt at fastholde boligskatten på et lavere niveau for dem, der køber bolig i 2024.”

Største fald i København

Ser vi på den seneste måneds udvikling i lejlighedsbuddet i landets største bykommuner, er det i hovedstaden, vi finder de største fald.

Således er antallet af ejerlejligheder til salg faldet med 7,1 procent i Københavns Kommune fra januar til februar, mens faldet lyder på 6,9 procent i Frederiksberg Kommune i perioden.

Også i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner er antallet af ejerlejligheder til salg dalet den seneste måned.

”Særligt i hovedstadsområdet så vi en stor stigning i lejlighedsudbuddet i efteråret 2023, hvilket blandt andet skyldes, at det især er her, at boligskatterne nu stiger betydeligt. Derfor var efterspørgslen på lejligheder stor i sidste del af 2023, da køberne kunne sikre sig en lavere boligskat fremover. Så sælgerne havde på daværende tidspunkt gode muligheder for at få lejligheden afsat, hvorfor vi så en så stor stigning i udbuddet,” siger Birgit Daetz og fortsætter:  

”Nu er efterspørgslen selv sagt mindre, da muligheden for lavere boligskatter ikke længere foreligger. Samtidig kan boligskatteændringerne sætte gang i nye bevægelser på markedet, som gør, at lejlighedssælgerne måske har behov for at se tiden an. Netop derfor ser vi nu en nedgang i antallet af lejligheder til salg.”

Zoomer vi endnu mere ind og ser på, hvordan lejlighedsudbuddet har udviklet sig i Københavns bydele, gælder det for 12 uf af de i alt 14 bydele, at der er færre lejligheder til salg i februar sammenlignet med januar.

Det er kun i bydelene Valby og Brønshøj, at der er kommet flere ejerlejligheder til salg i perioden.

Sådan er udviklingen i lejlighedsudbuddet i landets største byer:

Kommune

Antal ejerlejligheder til salg primo feb. 2024

Månedlig ændring

Årlig ændring

Aalborg

535

-3,6%

18,1%

Aarhus

930

-4,6%

14,4%

Frederiksberg

257

-6,9%

-11,1%

København

1.977

-7,1%

-3,0%

Odense

298

-2,3%

23,7%

Hele landet

7.654

-3,1%

2,9%

Tabellen viser antallet af ejerlejligheder til salg i landets største bykommuner samt hele landet i februar 2024. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenlignes med hhv. primo januar 2024 (månedlig ændring) og primo februar 2023 (årlig ændring). Kilde: Boligsiden

Sådan er udviklingen i lejlighedsudbuddet i Københavns bydele:

Bydel

Antal ejerlejligheder til salg primo feb. 2024

Månedlig ændring

Årlig ændring

København K

250

-3,5%

50,6%

Christianshavn

109

-9,2%

39,7%

København V

387

-10,2%

6,3%

Frederiksberg C

108

-5,3%

9,1%

Frederiksberg

149

-8,0%

-21,6%

København Ø

275

-11,3%

-2,8%

Nordhavn

70

-1,4%

-32,7%

København N

134

-5,6%

-10,1%

København S

349

-5,2%

-23,5%

København NV

60

-27,7%

-37,5%

København SV

98

-10,1%

12,6%

Valby

145

11,5%

12,4%

Brønshøj

38

5,6%

-19,1%

Vanløse

50

-3,8%

-32,4%

Tabellen viser antallet af ejerlejligheder til salg i Københavns bydele i februar 2024. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenlignes med hhv. primo januar 2024 (månedlig ændring) og primo februar 2023 (årlig ændring). Kilde: Boligsiden

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce