FinansBureauet

Færre fjerner boligen fra markedet uden at få solgt

Den såkaldte salgsprocent er rekordlav for villaer og rækkehuse. Men også for sommerhusene ses der bemærkelsesværdige tal, ligesom det samme gælder for ejerlejlighederne.

I juni blev 6.660 villaer og rækkehuse fjernet fra det danske boligmarked efter at have været sat til salg. Nogle sælgere har måske fortrudt og truffet beslutning om at blive boende i huset. Men langt størstedelen af sælgerne har fået solgt deres bolig.

Det gælder konkret 5.149 sælgere, og det skaber en såkaldt salgsprocent på hele 77,3 procent. Sagt med andre ord blev 77 procent af boligerne fjernet fra markedet ganske enkelt fordi, de blev solgt.

Og det er en rekordhøj andel, viser en ny opgørelse fra Boligsiden, hvor salgsprocenten er opgjort måned for måned tilbage til januar 2011.

”Både maj og juni har budt på rekordhøje salgsprocenter på henholdsvis 76 og 77 procent. Det er udtryk for, hvor meget gang der er i handelsaktiviteten på det danske boligmarked i øjeblikket,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Vi befinder os i en usædvanlig tid, hvor der handles rekordmange villaer og rækkehuse. I takt med stigende priser og et generelt dalende udbud, er der kommet større efterspørgsel, og det skaber denne høje salgsprocent, hvor færre sælgere må tage boligen af markedet uden af få solgt.”

Næsten ni ud af ti sommerhuse sælges

Men det er ikke kun villaer og rækkehuse, der sælger godt i øjeblikket. Det samme gælder for sommerhusene, hvor der i den seneste tid også er registreret rekordhøje salgsprocenter.

I maj måned lå salgsprocenten for sommerhuse således på 88,8 procent, imens den faldt en smule til 86,9 procent i juni måned.

”Men det er stadig en meget høj andel af de udbudte sommerhuse, der bliver solgt. Normalt ligger salgsprocenten for denne boligtype væsentligt lavere, og det er endnu et bevis på, hvor stor rift der er om de danske sommerhuse i øjeblikket.”

For ejerlejlighederne lå salgsprocenten i juni på 84,4 procent. Det er også et højt niveau, der dog er toppet flere gange i løbet af 2015 og 2017. 

Salgsprocenten i juni fordelt på boligtyper:

Boligtype

Fjernet fra markedet (juni 2020)

Solgt (juni 2020)

Salgsprocent

Villaer og rækkehuse

6.660

5.149

77,3%

Ejerlejligheder

1.952

1.648

84,4%

Sommerhuse

2.386

2.074

86,9%

(Opgørelsen er baseret på boliger fjernet fra Boligsiden i juni måned. Salgsprocenten er beregnet som antallet af handler delt med antallet af fjernede boliger. Kilde: Boligsiden.)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce