Færre danskere ender på tvangsauktion
I løbet af første halvår 2019 er der blevet gennemført 965 tvangsauktioner i Danmark. Det er omkring 20 procent færre end i samme periode sidste år, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Færre danske boligejere ender på tvangsauktion. Det viser en opgørelse over første halvår 2019 sammenlignet med samme periode sidste år. Helt præcist viser tallene fra Boligsiden, at antallet af gennemførte tvangsauktioner er faldet 19,5 procent.
I løbet af årets første seks måneder faldt hammeren i 965 sager, mens det det gjaldt 1.199 i perioden fra januar til og med juni i 2018.
”Vi kan se et faldt i antallet af gennemførte tvangsauktioner i fire ud af landets fem regioner, og der er dermed tale om en overordnet tendens. Det er særdeles positivt, at færre ender med at skulle tvangssælge deres bolig. I løbet af i år har salget af huse i almindeligt udbud ligget over sidste års niveau, og den positive udvikling smitter helt naturligt af på antallet af tvangsauktioner,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og uddyber:
”Det er med andre ord blevet nemmere at omsætte huse, og det redder en gruppe af boligejere, der måske har befundet sig i en økonomisk klemme.”
Det største fald
Det største fald ser vi i Region Sjælland, hvor antallet af tvangsauktioner i første halvår 2019 er reduceret med 38,7 procent i forhold til samme periode sidste år. Herefter følger Region Hovedstaden med et fald på 33,3 procent.
”Mange er af den opfattelse, at tvangsauktioner kun er noget, der finder sted i områder med lav efterspørgsel, men sådan er det langt fra. Boligejere i hovedstaden ender også under hammeren. I år gælder det indtil videre i 94 tilfælde. Den største forskel på auktioner i København og provinsen er, at boligerne i hovedstaden ofte bliver budt så højt op, at vi nærmer os en normal udbudspris, hvorimod der kan mange andre steder kan være penge at spare ved at købe på tvang,” siger Birgit Daetz.
Den eneste region, der har oplevet en stigning, er Region Syddanmark. Her har der i løbet af årets første seks måneder været 278 boliger under hammeren modsat 268 sidste år. Der er dermed tale om en lille stigning på 3,7 procent.
Hvis du overvejer at købe bolig på tvangsauktion, kan du læse mere på Boligsiden.