FinansBureauet

Få fradrag for hotelophold

Kan man få hotellet til at opdele hotelregningen i henholdsvis overnatning og morgenmad kan man trække 50 % af momsudgiften fra.

Få fradrag for hotelophold

Det er af ganske stor betydning for virksomheders mulighed for at fratrække moms af hotelophold, om regningen er splittet op, så overnatning og morgenmad faktureres hver for sig, eller om det faktureres samlet. Hvis det faktureres hver for sig, kan der fratrækkes 50 % af momsen. Faktureres det derimod samlet, er der ingen fradragsret overhovedet.

Det er konsekvensen af et nyt såkaldt styresignal fra SKAT. Tidligere var reglerne skruet sådan sammen, at virksomheder kunne fratrække 25 % af momsen på den samlede hotelregning inklusive morgenmad. Men nu er morgenmaden fuldt ud på virksomhedens egen regning, mens der altså kan fratrækkes 50 % af momsen på udgiften til selve overnatningen, vel at mærke hvis hotellet har opsplittet regningen i henholdsvis overnatning og morgenmad. SKAT tillader nemlig ikke, at virksomhederne selv skønsmæssigt vurderer hvor stor en del af regningen dækker henholdsvis overnatning og morgenmad.

Reglerne kan ikke beskyldes for at være hverken særligt logiske eller fleksible. Og som en ekstra lille finte fra skattemyndighedernes side, har man besluttet, at reglerne skal træde i kraft med tilbagevirkende kraft til 1. januar. Man gad godt se den private virksomhed, som kunne slippe af sted med at lave ændringer i priser eller forretningsvilkår med tilbagevirkende kraft.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce