Europa vinder konkurrenceevne
Godt nyt for Europa
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Igennem lang tid har vi hørt om den svage økonomi i Europa, hvilket har medført lav inflation mv. Disse dårligedomme kan dog også vendes til noget positivt.
Europa og ikke mindst Danmark vinder konkurrenceevne. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik her til morgen. I Europa stiger timeomkostningerne aktuelt med 1,4 pct. å/å hvilket også er tilfældet for Danmark. I USA, der har noget mere gang i økonomien stiger timeomkostningerne med 2 pct. om året.
Ser man på Danmark og de vigtigste samhandelspartnere så stiger timeomkostningerne 1,9 pct. I Tyskland og hele 2,8 pct. i Sverige. Eneste vigtige samhandelspartner vi taber til er storbritannien, hvor timeomkostningerne stiger med 0,4 pct. De største stigninger i timelønningerne finder man i de nye europæiske lande.
Vi kan således konkludere at EU som helhed vinder konkurrenceevne i forhold til en stor økonomi som den amerikanske. Det er positivt, idet det øger sandsynligheden for, at USA kan trække Europa fri af krisen.
Ser man udelukkende på den danske case er det enormt positivt at vi vinder store konkurrenceevnefordele i forhold til Tyskland og Sverige. Det vidner om, at Danmark trods alt er godt rustet, når væksten for alvor får fat.
Mikkel Høegh
Cheføkonom
thinkeuropa.dk