FinansBureauet

Er dit barn forsikret?

Trampolin, rulleskøjter, klatren i træer, fodboldspil og meget andet. Aktive børn lever på mange måder livet farligt, og en advokat fra Advodan med speciale i erstatningsret råder derfor forældre til at tjekke op på, hvordan poderne er forsikret.

Er dit barn forsikret?

Efterhånden som vejret bliver bedre og dagene længere, rykker børnenes aktiviteter i stigende grad udenfor, og her lurer masser af farer for aktive børn.

Tag dine forholdsregler og få styr på forsikringen

Børn lever på mange måder livet farligt og hvis uheldet er ude, kan det ende med en brækket arm eller det, der er værre.

- Som forældre kan man i nogle tilfælde tage sine forholdsregler, så risikoen for ulykker mindskes, men langt hen af vejen er det sort uheld, når børn kommer til skade. Derfor handler det også om at sikre, at man står bedst muligt stillet, hvis uheldet skulle være ude, siger advokat Litten Posselt Olsen fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der er en del af ADVODAN, og uddyber

- Der er fortsat mange, der er af den opfattelse, at børn er dækket ind under forældrenes ulykkesforsikring, men det er de som udgangspunkt ikke. Derfor er mit råd, at man får tjekket op på børnenes dækning og eventuelt får tegnet en børneulykkesforsikring.

Erstatning gennem ulykkesforsikringen

I mange af de situationer hvor børn kommer til skade, er der ingen andre at gøre ansvarlige. Det kan for eksempel være skader, der skyldes fald fra et træ eller en trampolin eller et styrt på rulleskøjter eller cykel.

- Når der ikke er nogen, der kan gøres ansvarlige for skaden, vil en eventuel erstatning afhænge af, om barnet er dækket af en ulykkesforsikring eller ej. En ulykkesforsikring vil for eksempel kunne betale erstatning for varige mén og ofte kan ulykkesforsikringen desuden betale nogle behandlingsudgifter ved for eksempel fysioterapeut, kiropraktor med videre, siger advokat Litten Posselt Olsen og tilføjer

- Tandskader vil børnetandplejen normalt tage sig af, men der kan være nogle senfølger, som kræver behandling efter det fyldte 18. år, og dem vil man selv skulle betale, hvis man ikke er dækket af en ulykkesforsikring.

3 gode råd til forældre

• Tag alle de forholdsregler du kan.
Sørg for eksempel for at børnene kun hopper én af gangen på trampolinen, husker cykelhjelmen osv.
• Sørg for at dit barn er forsikret ved ulykker.
Det kræver typisk, at du tegner en børneulykkesforsikring
• Tag til lægen eller på skadestuen hurtigst muligt, hvis uheldet er ude.
Det er vigtigt for et eventuelt senere erstatningsforløb, at skaden noteres i lægejournalen. Derudover skal skaden meldes til ulykkesforsikringen


 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce