Energidukse sælger hurtigere og med mindre afslag
Det tager 74 dage ekstra og kræver knap tre gange mere i afslag at sælge et hus med energimærke G i forhold til et hus med energimærke C. Samtidig kender 70 procent af danskerne ikke energimærkningen på deres hus. Det skriver Spar Nord
Boliger med energimærke G kræver i gennemsnit knap tre gange mere i prisnedslag end Cmærkede huse, når de skal sælges.
Samtidig tager det markant længere tid at sælge de mest energiforbrugende huse sammenlignet
med de boliger, der placerer sig i den anden ende af skalaen. I gennemsnit tager det 74 dage
ekstra at sælge et G-mærket hus sammenlignet med et C-mærket hus.
Til trods for det kender 70 procent af husejerne ikke energimærkningen på deres hus.
Det konkluderer Spar Nord og energiselskabet NRGI på baggrund af nye data fra Boliga samt 1.000
interviews med danskere om deres energiforbrug.
Energimærkningen på et hus fortæller, hvor energieffektivt og hvilken energimæssig stand huset er
i, og dermed hvad det koster i varme-, el- og vandforbrug at bo i huset.
Ifølge Benny Hebsgaard, der er energirådgiver i NRGI, er energimærkningen af et hus på højde med
boligens tilstandsrapport og har derfor stor betydning for både køber og sælger:
- Selvom det kan virke uoverskueligt at forbedre energimærkningen på et hus, er det ikke altid lig
med omfattende renoveringer af boligen. Du bør derfor gøre dig selv den tjeneste at kigge på
boligens energirapport for at få et billede af, hvor omfattende renoveringer der er brug for, siger
han og fortsætter:
- Eksempelvis kan du nemt rykke en til to energimærkninger op ved at skifte det gamle olie- og
gasfyr ud med en mere energivenlig varmekilde som en varmepumpe. Og bor du i et område uden
mulighed for fjernvarme, kan du få monteret en varmepumpe, som giver besparelser i forbruget på
50 procent sammenlignet med olie og gas.
Er der tale om et almindeligt parcelhus på 120-150 m2, kræver det ifølge Benny Hebsgaard en
investering på ca. 90.000 kroner at få luft-vand-varmepumpe, mens jordvarme typisk beløber sig til
130.000 kroner.
Netop nu har kun to procent af de udbudte huse energimærke A, mens hele 30 procent har
energimærke D. Næstflest huse er udbudt med energimærke C, der tegner sig for 21 procent af det
samlede udbudsmarked.
Ifølge chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm er der flere gode grunde til at overveje at
energirenovere sit hus:
- På længere sigt er energirenovering med til at sikre din boligs værdi og ikke mindst højne
sandsynligheden for, at der er købere til den, når den en gang skal sælges, siger han og fortsætter:
- Dertil kommer, at det er med til at reducere forbruget, og besparelserne bliver kun større i takt
med, at energipriserne stiger. Samtidig er det lige nu historisk billigt at låne penge i boligen, hvilket
også kan være med til at øge incitamentet for at skabe energibesparelser på længere sigt.
Martin Lundholm opfordrer desuden boligejerne til på forhånd at regne på, hvad den konkrete
energirenovering eller mindre forbedringer vil koste og forholde sig til, hvornår investeringen er
tjent hjem igen.
Spørgeundersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for NRGI og Spar Nord. Der er i
alt gennemført 1004 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år i perioden 24.-26. november
2014.