FinansBureauet

En femtedel af alle villaer koster mindre end en million

Godt 22 procent af alle solgte villaer blev handlet til en pris på under en million kr. i årets første seks måneder. Det viser undersøgelse fra RealMæglerne Holding A/S.

Selvom boligmarkedet er i bedring, behøver man stadig ikke have den store pengepung oppe af lommen, når man køber villa. En undersøgelse, som RealMæglerne Holding A/S har lavet på baggrund af data fra boligsiden.dk, viser, at i årets første seks måneder blev godt 22 procent af alle villaer handlet til en pris på under en million kroner.

Godt seks procent af villaerne blev sågar handlet til mindre end en halv million kroner, mens kun 5,8 procent blev handlet til en pris på fem millioner kr. eller derover.

Samlet set blev over halvdelen af alle villaer solgt til en pris på under to millioner kroner, mens 9 ud af 10 af alle villaer blev handlet til under fire millioner kroner

"Det er bemærkelsesværdigt, at der sælges flere villaer til under en halv million kroner end villaer til over fem millioner kroner, samt at mere en halvdelen af alle villaer sælges til under to millioner kroner. Det punkterer effektivt myten om de dyre villaer”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.

Undersøgelsen viser også, at der på kommunalt plan var store forskelle på, hvad villaer blev handlet til. På Frederiksberg blev der ikke handlet en eneste villa til under fem millioner kroner. Også i kommuner som Gentofte, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk var villahandler i prisklassen over fem millioner kroner helt sædvanlige. Derimod fandt man i ovennævnte kommuner stort set ikke villahandler til under tre millioner kroner. 

Modsat finder man mange kommuner, hvor villahandler til over tre millioner kroner var et stort set ukendt fænomen. På Ærø blev der sågar ikke handlet en eneste villa til over 2 millioner kr. Og i 19 af landets kommuner blev over halvdelen af villaerne handlet til en pris på under en million kroner. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce