FinansBureauet

Ejerlejligheder steget med 500 procent i København

Kvadratmeterpriserne på ejerlejligheder er på landsplan steget med 322 procent de seneste 25 år. Og i enkelte kommuner er priserne steget mere end 500 procent. Det viser undersøgelse fra RealMæglerne Holding A/S

Havde man købt en ejerlejlighed i København tilbage i 1992 for 1 million kroner, ville man i dag kunne sælge den for 6 millioner kroner. Det fremgår af en oversigt over lejlighedsprisernes udvikling de seneste 25 år, som RealMæglerne Holding A/S har udarbejdet på baggrund af data fra FinansDanmark.

Helt præcis 519 procent er lejlighedspriserne steget i København siden statistikkens første data tilbage i 1. kvartal 1992 og frem til 4. kvartal 2016. Og det er endda ikke engang rekorden, da lejlighedspriserne på Frederiksberg er steget med 525 procent.

Undersøgelsen viser, at der er meget stor geografisk forskel på udviklingen i ejerlejlighedspriserne. På landsplan er priserne steget med 332 procent, men det er et gennemsnit som primært trækkes op af den positive udviklingen på de antalsmæssigt store dominerende markeder I København og på Frederiksberg. I Århus er priserne steget med 313 procent, mens Aalborg og Odense kan fremvise en procentvis på henholdsvis 287 og 223 procent. I bunden finder man Guldborgsund Kommune, der som den eneste kommune ikke har kunnet fremvise mindst en fordobling af priserne.

Ifølge undersøgelsen finder man de højeste priser på Frederiksberg, hvor en kvadratmeter ejerlejlighed i gennemsnit koster 40.804 kr. Tilbage i 1992 var prisen 6015 kr. De laveste priser finder man i Norddjurs kommune, hvor prisen for en kvadratmeter er 5375 kr. Det er 128 procent mere end i 1992, hvor kvadratmeterprisen var 2357 kr.

Kilde: FinansDanmark samt RealMæglerne Holding A/S

Undersøgelsen viser, at priserne har svinget meget i løbet af den 25 årige periode, med blandt andet et kraftigt fald i kølvandet på finanskrisen. Men undersøgelsen viser også, at set over en 10 årig periode har der i gennemsnit historisk set altid været et positivt afkast, uanset hvornår man har købt lejligheden.

”Selvom folk ikke køber lejligheder for at investere, men for at opfylde et boligbehov, så bekræfter undersøgelsen ikke desto mindre, at køb af ejerbolig rent faktisk er en fornuftig langsigtet investering. Dog skal man huske på, at selvom ejerlejlighedspriserne er steget, så er der mange nyopførte lejligheder - ofte i luksussegmentet - med i statistikken, som handles til langt højere priser end den ældre boligmasse. Så ofte sammenlignes der æbler med pærer når talen falder på ejerlejlighedsprisernes himmelflugt”, fortæller CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce