FinansBureauet

Efter måneders stabilitet: Det store fald i udbuddet af huse er foreløbig stoppet

Nye tal fra Boligsiden viser, at antallet af huse til salg fortsætter med at være stabilt. Det store fald i udbuddet er foreløbig stoppet, men niveauet er fortsat historisk lavt.

Der er godt 24.000 huse til salg i Danmark i starten af juni. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden. Dermed fortsætter udbudskurven for huse med at gå stort set lige ud. Udviklingen i udbuddet er stagneret, og det store fald vi så fra marts til december sidste år er stoppet.

”Udbuddet af huse har været stabil nu i fem måneder, og antallet af huse på markedet er stagneret omkring 24.000. Der er dog tale om et meget lavt udbud, når vi tænker på, at der bliver solgt mellem 1.200 og 1.600 huse om ugen. Heldigvis kommer der mere til salg, end der bliver solgt. Det sikrer, at udbuddet ikke falder,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

At udbuddet af huse stagnerer i forårsmånederne er imidlertid lidt atypisk. For normalt vil udbuddet stige frem mod sommeren for derefter at falde frem mod nytår.

”Tidligere har udbuddet toppet i maj og juni, hvor vi befinder os nu. Men de rekordmange handler har betydet, at udbuddet trods mange nye sælgere ikke stiger, som det plejer. Nu står vi så et sted, hvor det bliver interessant at følge, om de seneste måneders stagnation vil fortsætte, om udvalget ligefrem kan vokse, eller vi igen vil se et fald på den anden side af sommerferien,” siger Birgit Daetz.

Stor stigning i udbud af sommerhuse

Et af de steder, hvor der modsat husmarkedet har været vækst i udbuddet den seneste tid, er sommerhusmarkedet. Her er udbuddet steget tre måneder i træk, og alene fra starten af maj til starten af juni er udbuddet steget med fem procent, så der nu er små 5.000 sommerhuse til salg.

”Det er gået op for danskerne, at deres sommerhuse er steget betragteligt i værdi. Derfor er der kommet mange nye sommerhussælgere til markedet de seneste måneder. Det sker i en periode, hvor det ellers er tydeligt, at salget ikke oplever samme boom som sidste år. Der er nogle tendenser, der peger på, at sommerhussalget er ved at nærme sig en mere normal tilstand,” siger Birgit Daetz.

Modsat den store stigning i antallet af sommerhuse til salg er der blot tale om en lille stigning på en halv procent på markedet for ejerlejligheder. Den stigende tendens er dog ikke flyttet med ind i Region Hovedstaden, hvor udbuddet er faldet 1,6 procent.

Udbuddet på boligmarkedet primo juni 2021:

Boligtype

Antal boliger til salg

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Villaer og rækkehuse

24.034

-1,2 %

-24,8 %

Ejerlejligheder

5.413

0,5 %

-25,8 %

Sommerhuse

4.943

5,0 %

-33,1 %

(Kilde: Boligsiden)

Regional udbud af villaer og rækkehuse primo juni 2021:

Region

Antal huse til salg

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Region Hovedstaden

2.609

0,0 %

-43,0 %

Region Midtjylland

6.401

-1,3 %

-20,3 %

Region Nordjylland

4.493

-0,9 %

-11,1 %

Region Sjælland

3.846

-2,2 %

-32,2 %

Region Syddanmark

6.685

-1,3 %

-22,5 %

(Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce