Efter 11 måneder er 2020-salget af huse og lejligheder højere end i 2019
Med én måned tilbage af 2020 er salget af både huse og ejerlejligheder højere end det samlede niveau for hele sidste år. Endda med et pænt forspring. Det viser Boligsidens nye handelstal for november måned.
Boligsidens nye handelstal for november måned viser, at både salget af villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder nu er højere end i hele 2019.
Til og med november måned 2020 er der solgt 53.928 villaer og rækkehuse. Til sammenligning blev der i hele 2019 solgt 50.540. Dermed er årets salg af villaer og rækkehuse allerede syv procent højere end i hele 2019, selvom vi fortsat mangler at få salget i december med i 2020-opgørelsen.
Det er sket, fordi der i november for syvende måned i træk blev solgt over 5.000 huse i Danmark.
”Det var et spørgsmål om tid, før rekorden fra sidste år ville blive overgået. Vi var tæt på allerede ved udgangen af oktober, hvor der var registreret omkring 48.300 hushandler, og med november-resultatet er rekorden ikke blot slået, men overgået med et pænt forspring,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
”På intet tidspunkt i dette efterår har vi set tegn på en reel nedgang i hussalget. Tværtimod har salget ligget usædvanlig højt i både september, oktober og november. Så højt, at vi nu kan konstatere, at der kun er tre kommuner, der ved udgangen af november endnu ikke har overgået eller er på niveau med hussalget i hele 2019,” tilføjer Birgit Daetz.
Ny rekord for årtiet lurer lige om hjørnet
Salget af ejerlejligheder har også overgået salget i hele 2019. Til og med november måned 2020 er der solgt 19.065 ejerlejligheder i Danmark, hvilket er 5 procent mere end årsresultatet for 2019.
Imens salget af huse allerede nu har sat rekord for årtiet, tyder det på, at ejerlejlighederne også kan slå den hidtidige rekord fra 2017, når resultatet fra december bliver føjet til statistikken.
I hele 2017 blev der samlet solgt 20.534 ejerlejligheder. Dermed mangler der små 1.500 salg af ejerlejligheder for at slå rekorden.
”Intet er givet på forhånd, og man skal være varsom med at spå om tingenes udvikling. Specielt i år, hvor intet er som normalt. Men der er kun to måneder i år, hvor salget af ejerlejligheder ikke har været over 1.500, og det var tilbage i marts og april, hvor netop denne del af markedet var hårdt mærket af den delvise nedlukning, og hvor mange ting stod hen i det uvisse. Men holder tendensen fra de seneste måneder, vil vi se en ny rekord for årtiet for salget af ejerlejligheder, når vi står på den anden side af nytår,” siger Birgit Daetz.
Historisk år på boligmarkedet
De nye milepæle for salget af huse og ejerlejligheder er en del af flere rekorder, som er sat på det danske boligmarked i år.
Tæller man alle boligtyper med i opgørelsen, blev der allerede i slutningen af oktober sat ny rekord, da dette års samlede boligsalg på det tidspunkt oversteg hele sidste års niveau.
Samtidig viser Boligsidens seneste ugetal, at det samlede boligsalg i uge 50 krydsede en hidtidig uopnåelig grænse på 100.000 solgte boliger.
Solgte huse og ejerlejligheder i 2019 og 2020:
Villaer og rækkehuse |
Ejerlejligheder |
|||
Måned |
2019 |
2020 |
2019 |
2020 |
Januar |
3.478 |
3.774 |
1.265 |
1.511 |
Februar |
3.591 |
4.213 |
1.335 |
1.612 |
Marts |
4.225 |
3.993 |
1.561 |
1.299 |
April |
4.419 |
3.621 |
1.568 |
1.088 |
Maj |
4.854 |
5.015 |
1.598 |
1.579 |
Juni |
4.471 |
5.866 |
1.519 |
1.957 |
Juli |
4.432 |
5.322 |
1.491 |
1.905 |
August |
4.362 |
5.155 |
1.580 |
1.724 |
September |
4.656 |
5.660 |
1.608 |
2.091 |
Oktober |
4.579 |
5.686 |
1.731 |
2.151 |
November |
4.192 |
5.623 |
1.664 |
2.148 |
December |
3.281 |
- |
1.241 |
- |
I alt |
50.540 |
53.928 |
18.161 |
19.065 |
(Kilde: Boligsiden)