FinansBureauet

Dr. Bürklin-Wolf - Riesling Grand Cru

Slut med at gøre grin med tysk vin. Dr. Bürklin-Wolf har bragt tysk Riesling ind i den absolutte verdenselite.

Dr. Bürklin-Wolf - Riesling Grand Cru

Aldrig hørt Grand Cru brugt i samme sætning som tysk Riesling? Det har du nu. For som bidrag til den totale forvirring og uigennemskuelighed der præger klassificeringen af tyske vine, valgte det tyske familiefirma Dr. Bürklin-Wolf i 1994 at indføre deres helt egen klassifikation af vin efter fransk forbillede, og i al ubeskedenhed udnævne deres egne topvine til Premier og Grand Cru vine.

Og i manges øre vil det givetvis lyde helt forkert. For rigtig mange forbinder stadig tysk vin med en kvalmsød Liebfraumilch hentet til billige penge i tyske grænsebutikker. Og det er der unægtelig ikke meget Grand Cru over.

Men tysk vin har faktisk for år tilbage været mere feteret end selv de fornemmeste franske vine. Og Dr. Bürklin-Wolf har besluttet sig for omtrent egenhændigt at generobre det tabte terræn. Til det formål har de smidt refraktometeret væk og fokuserer i stedet benhårdt på terroir i stedet for sødme.

De kan ganske vist ikke tage æren for at være de første der har forsøgt. Den tyske vinorganisation "Verband der Deutscher Prädikatsweingüter" har således for år tilbage indført betegnelserne Grosses Gewächs og Erste Lage - blandt andet med et krav om, at der ikke måtte høstes mere end 50 hl/ha. Men Dr. Bürklin-Wolf er gået skridtet videre med krav om, at udbyttet for deres Premier Cru højst må være 45 hl/ha og højst 35 hl/ha for deres Grand Cru. Og med krav om biodynamisk dyrkning af druerne og deklassificering for de vine, der ikke lever op til kvalitetskravet, har Dr. Bürklin-Wolf lagt yderligere afstand til de øvrige tyske topproducenter. Og endnu er der da heller ikke nogen, der har turdet udfordre deres selvbestaltede eneret på Premier Cru og Grand Cru prædikatet. For kvaliteten er helt i top.

Det beviser ingen vin bedre end deres absolutte topvin, Kirchenstück Grand Cru (Grand Cru titlen diskret markeret med et G.C på vinens etiket), fra en af deres i alt 8 selvudnævnte Grand Cru parceller. En vin der i årgang 2009 er så tæt på det perfekte, man næsten kan komme. Venlig og imødekommende og med stor mineralitet og koncentration og en raffineret næsten fedmefuld fylde. Ren verdensklasse. Vinen forhandles herhjemme af Philipson Wine, og koster 899 kr. flasken, ved køb af 12

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce