FinansBureauet

Dit postnummer er afgørende for huspriserne: Se hvor du får mest og mindst bolig for pengene

Der er stor forskel på, hvor meget hus du får for pengene i de forskellige dele af landets kommuner, viser en ny opgørelse fra Boligsiden. Nogle steder varierer kvadratmeterprisen med op til 80 procent mellem det billigste og det dyreste postnummer.

Beliggenhed er ofte et af de afgørende krav, når der skal handles bolig. Men er man som huskøber villig til at flytte sig i lokalområdet, kan der være rigtig mange penge at spare – og dermed mere hus at få.

En ny opgørelse fra Boligsiden viser nemlig, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse varierer en del i hver enkelt kommune. De største procentvise forskel ses i  nogle af de nordjyske kommuner, hvor forskellen mellem de billigste og de dyreste postnumre er over 80 procent.

”Opgørelsen viser tydeligt, at hvis man er fleksibel i forhold til beliggenheden, er der mange penge at spare på sin bolig. For selv inden for relativt små geografiske områder, kan der være store udsving i kvadratmeterprisen. For eksempel steder, hvor nogle af boligerne tæt ved kysten er markant dyrere på grund af havudsigten i forhold til boliger i den øvrige del af kommunen,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og fortsætter:

”I flere tilfælde betyder forskellen i pris, at man som boligkøber ikke blot kan få råd et større hus men måske også en ekstra bil eller andre goder.”

Spar to millioner på standardhuset

Det er de nordjyske kommuner, der præger top tre på listen med de procentvise største prisforskelle. Det gælder eksempelvis Aalborg Kommune, der ligger på tredjepladsen.

Her er der tale om en prisforskel på 73 procent fra postnummeret med den billigste gennemsnitlige kvadratmeterpris og op til det dyreste postnummer. Sagt med andre ord: Hvis man vælger at købe et hus i 9293 Kongerslev i stedet for i 9000 Aalborg er der 14.814 kroner at spare for hver kvadratmeter, man køber.

I et tænkt eksempel betyder det, at hvis man køber standardhuset på 140 kvadratmeter i Kongerslev, betaler man 767.000 kroner, imens man skal betale 2,8 millioner kroner for et hus i tilsvarende størrelse i Aalborg. Altså er der to millioner kroner at spare mellem de to områder.

”Aalborg Kommune rummer hele 17 postnumre. Derfor er det heller ikke overraskende, at der er prisforskel de enkelte postnumre imellem. Særligt ikke, når vi tænker på, at Aalborg i sig selv er en storby,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Men omvendt er det også et godt eksempel på, hvor meget der faktisk er at spare ved at rette blikket uden for de populære byområder. I dette tilfælde er det cirka 26 kilometer, der er afgørende for prisforskellen. Samtidig skal man huske på, at kommunale udgifter til for eksempel daginstitutioner og skat er de samme, når man holder sig inden for kommunegrænsen. Og tendensen er gældende mange steder i landet – også i områder, hvor man ikke umiddelbart har en storby i nærheden,” siger Birgit Daetz.

Afvejning af goder

Eksempelvis finder man også Næstved Kommune på top 10 over kommuner med de største prisforskelle i kvadratmeterpriserne. Næstved Kommune dækker over otte postnumre, og her er der 63 procent at spare imellem det billigste og dyreste område, hvilket svarer til en forskel på 9.269 kroner.

”At købe bolig er langtfra en simpel beslutning. Det er en proces fyldt med overvejelser. Derfor bliver det for hver enkelt boligkøber en afvejning af, hvor mange goder der følger med at gå på kompromis med beliggenheden. Men opgørelsen viser i hvert fald, at der ofte er et kontant udbytte ved at flytte sig fysisk inden for kommunegrænsen,” siger Birgit Daetz.

Se listen over prisforskellene i hver enkelt kommune her.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce