FinansBureauet

Det gode humør fortsætter på boligmarkedet

Ejendomspriserne steg for både enfamiliehuse og ejerlejligheder i maj

Det gode humør fortsætter på boligmarkedet
Maj måned bød på stigende ejendomspriser. Det viser spritnye tal fra Danmarks Statistik her til morgen. På  landsplan steg enfamiliehusene således med 0,2 pct., mens ejerlejlighederne steg med 1,6 pct. Dermed fortsætter det gode humør på boligmarkedet.
 
Ser vi på udviklingen på årsbasis, så forsætter ejerlejlighederne med at buldre derud af. Prisen på ejerlejligheder lå således i perioden marts - maj 8,6 pct. højere end samme periode året før. Mens prisen for enfamiliehuse steg med 3,9 pct. i samme periode.  Disse landstal dækker dog over store geografiske forskelle, hvor det hovedsageligt er boligejerne i de større byer, som har oplevet stigende priser. Typisk starter et opsving i byerne, som på et tidspunkt trækker nogle af landområderne med op. Vi ser imidlertid, at forskellene i det danske boligmarked bliver større om end, det er klart, at når eksempelvis priserne i København stiger til et vist niveau, så vil førstegangskøberne alt andet lige søge ud i forstæderne.
 
Den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder var i maj 1.933.00 kr., mens den gennemsnitlige salgspris for enfamiliehuse var 1.919.000 kr. Dermed kostede ejerlejlighederne igen mere end enfamiliehuse. For ejendomshandler  indgået i maj er der på nuværende tidspunkt blevet tinglyst 2.464 enfamiliehuse og 1.101 ejerlejligheder.  
 
Det er vores forventning, at boligmarkedet igennem 2014 vil fortsætte de pæne takter.  Dels som følge af generelt mere positiv stemning i dansk økonomi, og dels gennem  øget aktivitet. Vi har gennem flere år haft meget lav aktivitet på boligmarkedet, hvilket vidner om, at der er et ophobet boligbehov. Samtidigt forventer vi større søgning mod byerne, hvorfor der vil være et større pres på priserne her. På ejerlejligheder forventer vi således i en årlig stigning på omkring de 5 pct. på landsplan, mens vi forventer omkring 2,5 pct. for enfamiliehuse på landplan.
 
Ulrikke Ekelund
Cheføkonom, Presse- og Økonomisk Sekretariat
 
BRFkredit a/s
brf.dk
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce