Det er nu, du skal sikre dig den billigste vinterrejse
Knap er sommeren forbi, før det er tid til at overveje, hvor vinterferien skal gå hen. Men du skal ikke vente længe med at bestille, hvis du vil sikre dig de bedste priser på flybilletter. Det viser en undersøgelse, som Spar Nord har lavet i samarbejde med rejseportalen FinalCall.travel. De to parter kommer her med 6 gode råd til køb af flybilletter.
Efteråret har gjort sit indtog, og i løbet af de kommende måneder begynder danskerne at jagte flybilletter i håb om at skaffe dem billigst muligt. Men det kan betale sig ikke at udsætte købet alt for længe, viser en undersøgelse, som Spar Nord har lavet i samarbejde med rejseportalen FinalCall.travel.
- Rigtig mange danskere rejser på ferie i løbet af vinterhalvåret, og for manges vedkommende gør rejsen et betydeligt indhug i privatøkonomien. Og netop fordi rejser er en tung post på budgettet, som mange sparer op til i løbet af året, giver det god mening at sætte sig ned og finde ud af, hvordan man får mest mulig ferie for pengene, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
1. Følg med i nyhedsbreve
Ifølge Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør hos rejseportalen Final.Call.travel, lancerer flyselskaber ofte kampagner i august og september og igen henover jul og nytår, og de bliver i første omgang offentliggjort via selskabernes nyhedsbreve. Det kan derfor være en fordel at være tilmeldt nyhedsbrevene, hvis man ønsker at komme forrest i køen, når de billige flybilletter bliver sat til salg.
2. Vær i god tid
Bestil dine flybilletter i god tid – men ikke i alt for god tid, lyder opfordringen fra Flemming Lundberg Poulsen:
- Optimalt set ville jeg begynde at kigge efter flybilletter cirka et halvt år i forvejen. Men ikke tidligere end det. For hvis du eksempelvis gør det allerede et år i forvejen, så ved flyselskaberne godt, at du absolut skal af sted på de givne datoer, og så afslører du dig selv, lyder det fra ham.
Netop planlægning af ferien i god tid giver ifølge Jens Nyholm en række fordele, som er værd at prioritere:
- I forvejen har de fleste af os for vane at planlægge og indhente tilbud i god tid, når vi skal foretage større køb som for eksempel en bil eller et nyt køkken. Det samme giver mening at gøre, når vi planlægger ferier. For også her er der tale om en udgiftspost på – i mange tilfælde – adskillige tusinde kroner. Desuden har det den fordel, at du sjældent bliver tvunget ud i unødigt dyre rejser, fordi du netop har tid til at sadle om eller afsøge andre muligheder, hvis prisen på det ønskede rejsemål overstiger forventningerne.
3. Vær fleksibel
Den største tjeneste du kan gøre dig selv i jagten på billige rejser, er at være fleksibel omkring dine ønsker. Ofte er nogle ugedage nemlig billigere at rejse på end andre:
- Forretningsruter er ofte relativt billige i weekenderne, mens afgange til feriedestinationer ofte er dyrest i weekenderne – det er ganske enkelt et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Så det kan betale sig at kigge på de omkringliggende dage, når du søger efter billetter og eksempelvis rejse fra onsdag til onsdag i stedet for lørdag til lørdag, siger han Flemming Lundberg Poulsen og fortsætter:
- Derudover kan det smitte positivt af på priserne, hvis du er villig til at mellemlande. Det er ikke umuligt at spare 1.500 kroner per mand på at tage en mellemlanding, og det er alt andet lige gode feriepenge for en familie på eksempelvis fire.
Jens Nyholm fra Spar Nord peger desuden på, at selv om danskerne i disse år har rekordstore opsparinger stående på deres indlånskonti, er det ikke ensbetydende med, at de ikke ønsker at gøre en indsats for at få det bedste ud af deres surt opsparede penge.
4. Rejs mod strømmen
Er prisen den mest afgørende faktor for dit valg af rejse, kan det være fordelagtigt at rejse udenfor sæsonen, hvor chancen for at finde billige billetter er større:
- I vintersæsonen vil mange gerne en tur til Thailand på grund af klimaet, og det afspejler priserne selvfølgelig også. Til gengæld vil ingen af sted til Chicago i februar, fordi der er koldt. Så hvis du er villig til at gå på kompromis med nogle ting, har du større chance for at finde en billig rejse, siger Flemming Lundberg Poulsen og tilføjer:
- Faktisk er det også sådan, at højsæsonen i Thailand eksempelvis finder sted fra jul til marts, og dermed er der lavsæson i november. Men i november er vejret allerede begyndt at blive bedre efter regnsæsonen, så du kan sagtens være heldig med vejret og samtidig redde dig billige billetter.
5. Brug søgeportaler
Mange tyer til forskellige søgeportaler, når de ønsker at sammenligne flypriser. Og netop den tilgang opfordrer Flemming Lundberg Poulsen til at fortsætte med. Han driver selv søgeportalen Viviro.com, men opfordrer folk til generelt at besøge flere portaler som eksempelvis Google Flights og Momondo:
- Portalerne er gode til at give et overblik, men omvendt kan de også være en smule uigennemskuelige hvad angår informationer om, hvad der er inkluderet i priserne. Så tjek derfor også flyselskabernes egne hjemmesider, når du søger.
- I tilfælde af aflyste afgange er det tilmed en fordel at have booket sin billet direkte gennem flyselskabet. Rejseagenter på søgeportaler er nemlig ikke altid lige så tilgængelige, når der skal løses problemer med aflyste afgange. Desuden er nogle af udsalgskampagnerne hos flyselskaberne heller ikke altid synlige på søgeportalerne, tilføjer han.
6. Slå til, når du er tilfreds
Ifølge Jens Nyholm er flyselskabernes prissætninger på flybilletter meget dynamiske og dermed også uigennemskuelige for kunderne:
- Selskaberne har en interesse i at gøre prissætningerne uforudsigelige – ellers ville de dyre billetter aldrig blive solgt.
Derfor gælder det ifølge Flemming Lundberg Poulsen også om at slå til, inden det er for sent:
- Det gælder om at slå til, når du har fundet flybilletter til en pris, som du er tilfreds med. Du ved nemlig aldrig, om de stiger eller falder lige om lidt. Så brug din mavefornemmelse og vurdér, om den pris, du har fundet, er fair – og slå så til.