Det betyder energimærket for dit boligsalg
Et forbedret energimærke kan resultere i en lavere varmeregning og et bedre indeklima, men har det virkelig noget at sige, når man skal sælge sin bolig? Spar Nord har taget temperaturen på energimærkets betydning hos en ejendomsmægler og en byggesagkyndig.
Når boligen skal sælges, er det ikke uden betydning, om huset har energimærke F eller B. I hvert fald hvis man skal tro en analyse, som Spar Nord har foretaget på baggrund af tal fra Boligsiden.dk. Den konkluderer nemlig, at energimærket gør en forskel for både prisen og ikke mindst liggetiden.
At energimærket spiller en rolle for en boligs popularitet på markedet bekræftes af ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersen fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen i Aalborg. Han oplever, at energimærket er noget, langt de fleste købere har fokus på.
”Hvis vi har nogle huse med energimærke D, E og F, kan vi godt mærke, at køberne har tendens til at tage lidt større forbehold. I hvert fald hvis der er en tilsvarende ejendom med et bedre energimærke. Det er som regel kun, hvis et hus har en unik beliggenhed og generelt er rigtig attraktivt, at energimærket falder lidt i baggrunden. Men er det et mere traditionelt hus med en traditionel beliggenhed, betyder energimærket rigtig meget i beslutningsprocessen,” siger han.
Den vurdering får opbakning fra byggesagkyndig Bo Halm Andersen fra energi- og bygningsvirksomheden EBAS, der blandt andet rådgiver boligkøbere med at udpege behovet for vedligeholdelse og energiforbedringer i boligen.
”Et energioptimeret hus giver lavere omkostninger til energiforbruget, som er en anseelig post for mange husholdninger, og derfor vil et energimærke i den gode ende som tommelfingerregel også gøre en bolig mere attraktiv,” siger han.
At der er sammenhæng mellem en boligs energimærke og salgbarhed skal ifølge ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersen ses i lyset af flere ting. Han peger blandt andet på, at boligens energimæssige stand har indflydelse på varmeforbruget – og dermed også ens rådighedsbeløb efter boligkøbet.
Samtidig oplever han, at flere købere end tidligere er optagede af, at deres bolig sætter så lille et CO2-aftryk på kloden som muligt.
”Udover at kroner og øre selvfølgelig spiller en rolle, oplever vi også, at flere og flere købere har fokus på, at de ikke forurener for meget gennem deres bolig. Dels handler det om det signal, de sender til omverden, men også om deres selvfølelse,” siger Frank Vestergaard Andersen, der spår, at interessen for energirigtige huse kun kommer til at stige i fremtiden.
Kilde: Spar Nord