FinansBureauet

Den spanske Armada angriber fransk højborg

Ny generation af spansk Cava af højeste kvalitet angriber selveste Champagne i kampen om forbrugernes gunst

Den spanske Armada angriber fransk højborg
Da FinansBureauet i sidste uge testede Champagne, havde der også sneget sig nogle spanske Cava´er med ind i feltet. Testen foregik, som sædvanligt, blindt, så paneldeltagerne vidste ikke, hvilke vine der var Champagne og hvilke der var Cava. Og selvom Cava som hovedregel er en del billigere end ægte Champagne, klarede de tre Cava´er sig ganske fortrinligt, og blev vurderet højere end mange af Champagnerne.
 
En af Cava´erne Recaredo Brut Natur formåede sågar faktisk at snyde samtlige paneldeltagere til at tro, der var tale om en Champagne. Den forhandles af Philipson Wine til en pris af 169,95 kr., men blev vurderet til 275 kr. En luksus Cava som har lagret på flaske i 49 måneder inden frigivelse. Og som Brut Natur er den uden tilsat sødende dosage, så det er den "rene" vare man får lov til at smage. Det stiller krav til druematerialet og vinfremstillingen, og her er man i bedste hænder hos Recaredo. En rank og mineralsk Cava med et pænt og præcist bid.
 
Recaredo blev grundlagt i 1924 og ligger i Sant Sadurni d'Anoia og har altid været i samme families eje. Filosofien bag har altid været troen på at alle store vine afspejler det terroir, hvor den dyrkes og de mennesker der står bag. Det er årsagen til at alle Recaredos 50 ha vinmarker er under konvertering til økologisk og biodynamisk landbrug.
 
Recaredos kendetegn er at man ikke bruger dosage og at alle husets Cava´er lagrer mellem 32 og 120 måneder i flaske med korkprop, en kostbar metode som kun de bedste huse i champagne bruger (f.eks. Bollinger). Dette sikrer nogle meget harmoniske og komplekse Cava´er som snildt kan måle sig med mange af de bedste Champagner.
 
Recaredos marker ligger på et terroir bestående af sand, kalk, limsten og ler, hvor Cava druerne Xarel-lo og Macabeu trives optimalt. Markerne er beliggende lidt inde i landet, men man drager fordel af de kølige vinde fra Middelhavet om sommeren, mens de samme vinde bidrager med varme og fugt om vinteren. Alle druer håndhøstes. Druemosten fra de ældste Xarel-lo druer lagres på egetræsfade for at give mere struktur og kompleksitet. Alle flasker degorgeres manuelt i de over 80 år gamle kældre, og man fryser ikke flaskehalsen, hvilket er en meget tidskrævende proces, som kræver stor ekspertise fra kældermesteren.
 
Men Recaredos Cava var ikke den eneste som udmærkede sig positivt. Panelet fik også lov at teste et par Cava´er fra Gramona, som er et af de ældste Cava huse som findes. Gramona ejer over 150 ha. vinmarker beliggende i de bedste områder i La Plana, Mas Escorpí, El Serralet og Solana og sværger til meget lang lagringstid både før og efter at Cavaen degorgeres for at udvikle maksimum kompleksitet. Intet overlades til tilfældighederne, alle druer håndhøstes og sorteres manuelt, alle Cavaer lagrer med korkprop og 100 år gamle Soleravine lagret i kastanje- og egetræsfade indgår i dosagen. Det er selvsagt en kostbar metode på linie med de berømte franske champagnehuse som f.eks. Bollinger, men intet spares for at opnå den ultimative kvalitet.
 
Panelet smagte både den almindelige Cava Reserva Brut Allegro Gramona, og vintage udgaven 2007 Cava Gran Reserva Brut Vintage Gramona. Begge meget sprøde og friske Cava´er med floral næse og toner af æbler og citrus - og med let krydret og ristet strejf i sidstnævnte. Vurdering henholdsvis 168 og 205 kr. (og dermed 6 stjerner til begge).

Oversigt:

Cava Reserva Brut Allegro Gramona
******
Forhandler: Philipson Wine
Pris: 99,95 kr.
Vurdering: 168 kr.

2007 Cava Gran Reserva Brut Vintage Gramona
******
Forhandler: Philipson Wine
Pris: 129,95 kr. 
Vurdering: 205 kr.
  
2007 Cava Brut Nature Gran Reserva Recaredo
******
Forhandler: Philipson Wine
Pris: 169,95 kr. 
Vurdering 275 kr.
Vure
 
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce