Den ny Mercedes-Benz CLA coupé
Første generation af Mercedes-Benz CLA blev præsenteret i 2013, og fra starten tog især de yngre kunder godt imod den elegante og praktiske coupé, som i stor stil kaprede markedsandele fra sine konkurrenter. I 2017 blev hver anden nye CLA således leveret til kunder, som ikke tidligere kørte Mercedes-Benz, mens det i perioder gjaldt for op mod to tredjedele af CLA-kunderne i USA. Sammenlagt er første generation af CLA solgt i ikke færre end 750.000 eksemplarer siden lanceringen.
Overvældende teknik og design
Nøjagtigt som forgængeren gjorde det, rykker den ny CLA coupé ved grænserne for elegant design og avanceret teknik i det kompakte coupé-segment. Bilens charmerende, moderne personlighed tegnes skarpt op af de rammeløse ruder, den langstrakte motorhjelm med de muskuløse power domes samt den fremadlænende ’shake nose’-front med de smalle og kraftfulde LED-forlygter.
Samme moderne udtryk mærkes i kabinen, hvor det fritstående widescreendisplay giver føreren klart og overskueligt overblik over alle bilens funktioner igennem det intelligente infotainmentsystem MBUX - Mercedes-Benz User Experience. Kvaliteten og detaljerne er i den vanlige høje Mercedes-Benz-standard, og alt er inden for førerens rækkevide og kontrolleres enten med knapperne på rattet, på touchpad’en i centerkonsollen, igennem den trykfølsomme skærm eller blot med stemmen. Sig ”Hey Mercedes” og væk systemet, som med det samme er klar til at assistere med alt fra navigation eller kabinetemperatur til vejrudsigten for i morgen. Samtidig forstår MBUX nu flere og mere komplekse ordrer, ligesom systemet er i stand til at kende forskel på, hvem i bilen, der taler. Og da systemet hele tiden udvikles og opdateres, forbedres funktionerne fortsat.
Større og mere rummelig
Den ny CLA coupé er vokset i både længden og bredden og fremstår nu mere voksen end tidligere. Karroseriet er vokset med hele 53 mm i bredden, mens den samlede bredde på bilen overraskende nok er blevet 33 mm mindre, hvilket hænger sammen med de kompakte, aerodynamiske og derfor mindre sidespejle. Bagagerummet rummer nu 460 liter mod tidligere 470 liter, men da bagagerumsåbningen er vokset markant samtidig med, at indretningen er optimeret, opleves pladsen større.
Bredt motorprogram med mulighed for 4MATIC
Ved lanceringen fås den ny CLA coupé med enten benzin- eller dieselmotor og udelukkende i kombination med automatgearkassen 7G-DCT. På dieselsiden bliver det foreløbigt muligt at vælge den momentstærke og økonomiske CLA 180 d med 116 hk, som også kendes fra den ny A-Klasse, mens det vil være muligt at vælge mellem hele fire benzinvarianter. Det drejer sig om CLA 180 med 136 hk, CLA 200 med 163 hk, CLA 220 med 190 hk og CLA 250 med hele 224 hk. Det bliver desuden muligt at vælge firehjulstrækket 4MATIC til kraftigste udgave, CLA 250, mens 4MATIC er standardudstyr på næstkraftigste variant, CLA 220.
CLA coupé kan bestilles hos de danske Mercedes-Benz-forhandlere fra slutningen af februar.