FinansBureauet

Den hurtigste Bentley til dato

Bentley Continental GT Speed, der bliver præsenteret på Goodwood Festival of Speed i slutningen af juni, er den hidtil hurtigste Bentley - med en topfart på 329 km/t og 0-100 km/t på blot 4 sek.

Den hurtigste Bentley til dato

Brug for at komme hurtigt på arbejde, og i god stil? Så overvej den nye Bentley Continental GT Speed. Den nye coupé er med en tophastighed på 329 km/t nemlig den hurtigste serieproducerede Bentley til dato.

Hjertet i den nye Continental GT Speed er en opgraderet udgave af den unikke 6-liters V12 med 48 ventiler og dobbelt turbo. I den nye model yder W12 motoren 625 hk (460 kW) ved 6.000 o/min og bombastiske 800 Nm - tal for en supersportsvogn, som giver overlegne overhalingsegenskaber og voldsom, vedvarende acceleration. 0-100 km/t klares på blot 4 sekunder, og den nye Bentley Continental GT Speed fortsætter op til 329 km/t. De enorme kræfter håndteres af en ny otte-trins automatgearkasse fra ZF, som foruden at give hurtige og alligevel umærkelige gearskift ved hjælp af adaptiv og intelligent software, også er et vigtigt element i en overordnet indsats for at sænke brændstofforbruget og CO2-emissionen, som sammenlagt er faldet med 12 procent. Continental GT Speed har, som alle Continental-modeller, permanent firehjulstræk, der er bygget op om et Torsen-differentiale, som kontrollerer de voldsomme kræfter og det høje moment og sikrer vejgrebet og stabiliteten uanset vej- og vejrforhold. Wolfgang Dürheimer, bestyrelsesformand og CEO for Bentley, siger om den nye Continental GT Speed: ''I næsten et årti har Bentley Continental GT defineret begreber som luksus og grand touring, og den unikke W12-motor har været så stor en succes, at Bentley nu er verdens største producent af 12-cylindrede motorer. Den nye Continental GT Speed tilføjer noget kant, og den mere sportslige karakter understreger mærkets position på toppen - og er med til at udvide Continental coupés appel på verdensplan.'' Bentley Continental GT Speed kan bestilles nu og leveres ultimo 2012. Bentley forhandles i Danmark af eneforhandler Bentley Copenhagen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce