F1-renten ligger på det laveste niveau i næsten to år
Den seneste måned er de korte renter faldet, og på nuværende tidspunkt ligger F1-renten på det laveste niveau i knap to år, mens F3-renten næsten kan tilskrives samme rekord.
Endnu engang må vi konstatere, at det er svært at spå om renten. For netop som mange prognoser var begyndt at spå om højere renter, må vi konstatere, at det modsatte er sket. Den seneste måned er de korte renter faldet gradvist, og de helt korte renter, ligger på det laveste niveau i næsten to år.
F3-renten er nede i -0,07 pct.
Konkret ligger F3-renten på -0,07 pct., og ud over nogle få dage i sensommeren 2016, hvor markederne var meget nervøse oven på briternes beslutning om at forlade EU, har vi ikke set så lave renter siden kronekrisen i starten af 2015. For F1-lånets vedkommende ligger renten på -0,01 pct., og det er det laveste niveau i næsten 2 år. Vi udsteder dog ikke længere F1-lån i Nordea Kredit men anbefaler i stedet et Kort Rente lån.
Når F1-renten er højere end F3-renten, så skyldes det kursskæringen på 0,2 kurspoint, der kan fordeles ud over en længere periode på et F3-lån end på et F1-lån. Eksklusiv kursskæring ligger F1-renten på -0,21 pct. og F3-renten på 0,00 pct.
F5-renten er også faldet og ligger nu på 0,22 pct., hvilket er lavt, men ikke nogen rekord når man sammenligner med både 2016 eller 2015.
Rentefaldet kommer både eksisterende og potentielle boligejere til gode. Mange af de eksisterende boligejere skal nemlig have ny rente på deres lån den 1. april, og eftersom de store auktioner afholdes om bare 3 uger, er det sandsynligt, at vi kommer til at se nogle meget lave renter. Nye boligkøbere, der er ved at afslutte deres handel, får selvfølgelig glæde af rentefaldet med det samme.
Figur 1: Udviklingen i F1-, F3 og F5-renten (bemærk helårsrenter – læs mere lige under grafen)