FinansBureauet

De billige sommerhuse er nu en sjælden vare: Her er der flest til salg

I april 2020 var der godt 3.000 sommerhuse til salg til under én million kroner. Her et år senere er der kun cirka 1.000 på markedet. Mange af dem ligger i Nordjylland. Se, hvor i landet der er flest billige sommerhuse til salg.

Inden sommerhussalget for alvor tog fart sidste år, var der mere end 3.000 sommerhuse til under én million kroner til salg. Der var altså meget at vælge imellem for de købere, der gik på sommerhusmarkedet for at dulme trangen til at tage sydpå over de coronalukkede grænser.

Her et år senere kan vi konstatere, at der er rigtig mange, der har gjort brug af den mulighed. I hvert fald er udbuddet af billige sommerhuse faldet med 66 procent, så der nu kun er cirka 1.000 sommerhuse til under én million kroner til salg. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

”Udbuddet af sommerhuse har oplevet et markant fald det seneste år, og det er blandt andet de billige sommerhuse, der har trukket udbuddet ned. Det sker som en naturlig følge af de mange sommerhussalg og som følge af den generelle prisstigning på sommerhuse. Med en gennemsnitlig stigning i pris det seneste år på 24 procent er det logisk, at nogle af de sommerhuse der sidste år ville være vurderet til under én million nu koster mere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Flest billige sommerhuse i nordjyske kommuner

Er dit budget på et sommerhuskøb én million kroner, er der altså langt mindre at vælge imellem end tidligere, men hvis du kigger de rigtige steder, er mulighederne fortsat nogenlunde. Og det rigtige sted at kigge lige nu er i Nordjylland.

Der ligger nemlig fire nordjyske kommuner på toppen af listen, der viser, hvor der er flest billige sommerhuse til salg. De fire kommuner er Aalborg, Thisted, Mariagerfjord og Vesthimmerland.

”Nordjylland tegner sig samlet for cirka en tredjedel af de godt 1.000 billige sommerhuse, der er på markedet. Her er der meget kyststrækning ud til Kattegat, Skagerrak og Vesterhavet. Og så ligger der en hel del sommerhusområder langs med Limfjorden. Samtidig er Nordjylland den region, der har de laveste sommerhuspriser, og i øvrigt er det også her, priserne er steget mindst det seneste år,” siger Birgit Daetz.

Massive fald i kendte sommerhuskommuner

Da vi lavede en tilsvarende liste over kommuner med flest billige sommerhuse i maj sidste år, lå de fire førnævnte nordjyske kommuner længere nede end i år. Dengang toppede kendte sommerhuskommuner som Odsherred og Ringkøbing-Skjern med henholdsvis 211 og 195 billige sommerhuse til salg.

De to kommuner er stadig i top 10, men i hver af de to kommuner er der nu blot 48 billige sommerhuse på markedet.

”Det er et massivt fald i udbuddet af de billige sommerhuse, og det forringer købernes muligheder for at komme til fadet i de områder. Når det er sagt, så er det et øjebliksbillede. For der kommer langt flere sommerhuse til salg end normalt. De forsvinder hurtigere. Derfor kommer der flere igennem systemet, end der plejer, men det er klart, at hvis du har et budget på én million kroner og vil købe et sommerhus i Odsherred, Ringkøbing-Skjern eller for den sags skyld resten af Danmark, så har du sværere betingelser end tidligere,” siger Birgit Daetz.

Top 10: Kommuner med flest sommerhuse til under 1 million kroner:

Kommune

Antal sommerhuse til under 1 mio. kr.

Aalborg

                                                                             91

Thisted

                                                                             86

Mariagerfjord

                                                                             54

Vesthimmerland

                                                                             49

Kalundborg

                                                                             49

Lolland

                                                                             48

Ringkøbing-Skjern

                                                                             48

Odsherred

                                                                             48

Skive

                                                                             39

Varde

                                                                             38

(Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce