FinansBureauet

Danskernes byggelyst er faldet kraftigt

Salget af byggegrunde er faldet så voldsomt i april og maj, at vi skal tilbage til 2014 for at finde et tilsvarende lavt niveau for perioden.

Der er mange – rigtig mange – der har købt en byggegrund i coronatiden med intentionen om at bygge et nyt hus.

Nu er lysten til at bygge nyt imidlertid faldet kraftigt. Faktisk er salget af byggegrunde i april og maj hele 65 procent lavere end i samme periode sidste år.

”Vi kan nu helt og holdent afblæse coronaens byggeboom. Salget af byggegrunde er markant lavere end under corona, og faktisk er det også lavere end i årene før corona,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Der er solgt 383 byggegrunde i Danmark i april og maj, viser nye tal fra Boligsiden. Det er ikke set lavere i den tilsvarende periode siden 2014.

”Der er sket et markant retningsskifte for salget af byggegrunde. Et retningsskifte der ikke overrasker os. Der er igennem lang tid tyndet godt ud på udbudslisterne, mens priserne er steget kraftigt i takt med, at alt andet også er steget i pris. Det gælder for færdigbyggede boliger, håndværkernes tid og materialer. Læg dertil, at der har været mangel på nogle byggematerialer og leverandørproblemer. Det er ganske enkelt blevet både dyre og mere besværligt at bygge selv,” forklarer Birgit Daetz.

Det er salget af helårsgrunde, der har oplevet det største fald, mens salget af fritidsgrunde til bebyggelse af sommerhuse er faldet mindre.

Udviklingen i salget af byggegrunde:

Boligtype

April og maj 2019

April og maj 2020

April og maj 2021

April og maj 2022

Helårsgrunde

462

450

793

268

Fritidsgrunde

140

195

295

115

Alle byggegrunde

602

645

1.088

383

(Kilde: Boligsiden)

Fald i alle dele af landet

Salget af byggegrunde er faldet i alle landsdele med mellem 44 og 77 procent, når vi sammenligner de første fem måneder af 2022 med samme periode sidste år. Og går vi tilbage til 2019 – altså før corona – er salget nu lavere i 8 af 11 landsdele.

”Ser vi på boligmarkedet som helhed, står vi ved en skillevej, hvor vi kan se, at udbuddet er begyndt at stige, at nedslagene er blevet større, og at der er blevet færre handler. De kommende måneder er det tilmed sandsynligt, at priserne også kommer til at falde,” siger Birgit Daetz og uddyber om betydningen for salget af byggegrunde i landsdelene:

”Derfor er det også naturligt, at salget af byggegrunde er bredt funderet over hele landet, og at det mange steder ikke engang kan leve op til niveauet fra umiddelbart før corona.”

Der er lige nu 4.046 byggegrunde til salg på Boligsiden.

Udviklingen i salget af byggegrunde i landsdele:

Landsdel

Første 5 måneder 2019

Første 5 måneder 2020

Første 5 måneder 2021

Første 5 måneder 2022

Bornholm

16

11

26

9

København By

4

2

1

1

Københavns Omegn

20

13

25

8

Nordsjælland

105

122

191

63

Østjylland

319

357

560

216

Vestjylland

92

100

183

103

Nordjylland

196

179

504

212

Østsjælland

52

31

81

19

Vest- og Sydsjælland

287

289

714

219

Fyn

82

118

228

84

Sydjylland

207

231

385

131

(Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce