FinansBureauet

Danskerne skylder 8,6 mia. kr. på kontokort

Danskerne har købt på klods i julen, og skylder nu 8,6 mia. kr. på kontokort.

www.freeimageslive.co.uk - Danskerne skylder 8,6 mia. kr. på kontokort www.freeimageslive.co.uk
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der blev købt på klods i julen. Således udgjorde den samlede gæld 21,04 mia. kr. på de såkaldte forbrugerkreditter, der bl.a. omfatter kontokort til stormagasiner. Alene kontokortene udgør 8,6 mia. kr. og disse steg igennem 4. kvartal med 0,1 pct. De 21,04 mia. kr. svarer til, at hver dansker fra spæd til olding skylder lige knap 3.800 kr. på en forbrugerkredit. Cirka halvdelen altså de 1.600 kr. står på et kontokort i eksempelvis et stormagasin.
 
Den samlede gæld på forbrugerkreditter faldt godt nok igennem 4. kvartal. Hvilket skyldes et kraftigt fald i benzinpriserne. Det bevirkede, at benzinselskabernes tilgodehavende alene faldt med 1,4 mia. kr. svarende til 11,7 pct. på benzinkortene. Dermed er dagens tal ikke et udtryk for, at danskerne har købt mindre på klods tværtimod, men blot et udtryk for at benzinpriserne faldt kraftigt.
 
I den store sammenhæng er der imidlertid tale om en ganske begrænset gæld. Gælden står da også i skærende kontrast til vores gæld til realkreditinstitutter, der udgør 1.319 mia. kr. og vores samlede bankgæld, der udgør 435 mia. kr. Når der alligevel er fokus på forbrugerkreditterne er det fordi, at disse ofte har en væsentlig højere rente end eksempelvis realkreditlån eller banklån.
 
At gælden på forbrugerkreditterne er stigende er et udtryk for, at danskerne igen har fået mere lyst til at købe større ting. Dermed kan det være en indikation på, at danskerne igen er begyndt at se mere positivt på fremtiden. Historisk har der i al fald været den sammenhæng, at udlånene på kontokortene er stigende i periode med økonomisk vækst. En alternativ udlægning kan også være, at flere har søgt mod kontokort, idet det er vanskeligere at få lov til at låne til forbrug i bankerne. Givet at væksten i udlånet er sket på kort i stormagasiner og at det netop er sket op mod jul er det formentlig en ganske god indikation på at det kunne være tilfældet. Det ændrer dog ikke ved, at folk har en tro på, at de fremadrettet formentlig nemmere vil kunne servicere en større gæld.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce