FinansBureauet

Danskerne køber flere boliger tæt ved kysten

Salget af boliger tæt ved kysten er steget eksplosivt de seneste år, hvor markedet generelt har været glohedt.

Det er lykken at bo ved vandet. Sådan er der flere og flere danskere, der tænker, for salget af boliger i vandkanten af Danmark stiger og stiger.

En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at salget af boliger under 100 meter fra vandet er steget hvert år siden 2016. Tager vi udgangspunkt i perioden januar til juli i 2021 og sammenligner med samme periode for bare to år siden, er salget af kystnære boliger steget med 47 procent.

”Der har været tryk på boligmarkedet de sidste par år, hvor flere har fået øget friværdi i takt med, at priserne er steget. Det har gjort, at flere har fået råd til et sommerhus nær kysten, og har du en bolig med havudsigt, så ved vi fra tidligere undersøgelser, at den nærmest sælger sig selv. Og det sker, hvad end det er liebhaveri til en høj pris eller et håndværkertilbud, der trænger til en kærlig hånd. Vandet sælger. Sådan er det bare,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Salget af kystnære sommerhuse stak af i 2020

I salgsstatistikker generelt fylder salget af villaer altid langt mere end sommerhuse, men i opgørelsen over salget af kystnære boliger er netop sommerhussalget lige så stort som villasalget. Ja, faktisk blev der solgt flere kystnære sommerhuse end villaer i 2020.

”Vi ved jo godt, at der ligger rigtig mange sommerhuse langs de danske kyster, men når vi tænker over, at sommerhuset ofte er bolig nummer to, og at der er langt flere villaer i Danmark – også langs kysterne – så er det nærmest uhørt, at sommerhussalget kan overgå villasalget,” siger Birgit Daetz og fortsætter:

”Coronaen og de manglende rejsemuligheder er en del af forklaringen på det, men vi skal også huske, at danskernes klimabevidsthed skabte en bevægelse mod øget sommerhussalg og flere ferier herhjemme, før corona kom til Danmark.”

Som konsekvens af de mange handler var der i starten af august 452 boliger til salg under 100 meter fra kysten. Det er 56 procent færre end i starten af august 2019.

Salget af boliger under 100 meter fra kysten:

Boligtype

2016

2017

2018

2019

2020

2021

Ændring fra 2020-2021

Ændring fra 2019-2021

Villa

211

210

233

246

273

362

33%

47%

Rækkehus

8

10

23

20

22

26

18%

30%

Ejerlejlighed

54

47

54

61

65

98

51%

61%

Fritidsbolig

169

186

184

223

319

321

1%

44%

Samlet

442

453

494

550

679

807

19%

47%

(I opgørelsen indgår salget af boliger i perioden januar-juli i alle årene. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce