FinansBureauet

Danskerne har stadig appetit på sommerhuse

Imens aktiviteten på både hus- og lejlighedsmarkedet lader til at være stilnet en smule af i maj, stiger både salgspriser og antal handler med sommerhuse fortsat.

Igennem de seneste to år har Boligsiden fremlagt det ene overraskende resultat for handlen med sommerhuse efter det andet. For under corona har et stigende antal danskere fattet interesse for de danske fristeder og dermed skabt et boom i antallet af sommerhushandler.

Efter et par eksplosive år havde mange måske forventet, at salget ville dale, ligesom maj-salget af huse i år landede på laveste niveau for måneden i perioden tilbage til 2016. Men det er faktisk ikke tilfældet, og dermed overrasker sommerhusmarkedet på ny.

Tal fra Boligsidens Markedsindeks viser således, at salgspriserne for sommerhuse tog et nyt hop op i maj måned, hvor der er sket en stigning på 1,5 procent, ligesom Boligsidens handelstal viser, at der blev solgt 1.034 sommerhuse i maj måned. Det er det højeste månedsresultat i 2022, og en pæn stigning på 26 procent siden april.

”Sommerhusene er den boligtype, der har oplevet de største udsving under coronaperioden, hvor salget steg voldsomt og førte ekstraordinære tilstande med sig i form af budkrige og nedslag, der blev vendt til overbud i statistikkerne. Det er ikke de ekstraordinære tilstande, vi ser nu, men der bliver solgt sommerhuse på nogenlunde samme niveau, som vi så i årene inden corona,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Tilbage til normalen

De nye handelstal bekræfter billedet af, at der nu godt nok bliver solgt en del færre sommerhuse end i forårsmånederne under corona, men de 1.034 solgte sommerhuse i maj måned er tæt på resultatet fra maj 2019, hvor der blev solgt 1.106 sommerhuse. Og ser vi længere tilbage til maj måned i 2018, blev der dengang solgt 934 sommerhuse.

Samtidig holder priserne stadig niveauet fra de gyldne coronatider og stiger endda en lille smule mere her i maj.

LÆS OGSÅ: Her stiger sommerhuspriserne fortsat

”Sommerhusene har traditionelt været anset som et luksusgode, som folk ville fravælge i trænge tider. I en periode med stigende renter og inflation, siger logikken umiddelbart, at vi meget vel kunne have set en nedgang i antallet af handler. Men der sælges stadig sommerhuse som normalt, hvilket nok hænger sammen med, at vi samtidig også ser mange familier med en fornuftig friværdi og en sund økonomi, der kan bære udgiften til bolig nummer to,” forklarer Birgit Daetz og tilføjer:

”Efter et par år, hvor mange danskere har holdt ferie i Danmark, er der formentlig også flere, der har fået smag for sommerhuset som ferieform. Ligesom vi i øvrigt allerede inden corona så en stigende interesse for at købe eget sommerhus, som vi dengang forklarede med øget klimabevidsthed og ønsket om færre flyrejser. Det gælder jo for så vidt stadig.”

Med til fortællingen om sommerhusene hører også, at udbuddet er steget igennem de seneste måneder, hvilket har givet køberne flere muligheder at vælge imellem.  

Salget af sommerhuse i årets første fem måneder:

År

Januar

Februar

Marts

April

Maj

2022

654

684

805

820

1034

2021

1178

1531

1934

1600

1428

2020

613

793

915

1310

2151

2019

537

574

765

914

1106

2018

475

511

625

830

934

2017

410

485

736

725

1086

2016

320

405

484

735

765

2015

273

395

620

691

742

(Kilde: Boligsiden)

Udvikling i salgspriser for sommerhuse maj 2022:

Region

Gns. salgspris maj 2022 (kr. pr. kvm.)

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Hele landet

22.776

1,5%

7,2%

Region Hovedstaden

30.607

-1,9%

4,7%

Region Midtjylland

20.499

3,6%

7,8%

Region Nordjylland

17.684

-0,6%

4,5%

Region Sjælland

22.956

3,1%

10,8%

Region Syddanmark

22.336

3,2%

6,3%

(Kilde: Boligsidens Markedsindeks Maj 2022)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce