FinansBureauet

Danske husejeres friværdi er steget over 83.000 kroner det seneste år

I løbet af det seneste år er prisen på et gennemsnitshus på 140 kvadratmeter i Danmark steget 83.660 kroner. På kommuneplan er stigningen op til fem gange større, viser nye nøgletal fra Boligsiden.dk.

Der er god logik i at være husejer i disse år, hvis man skeler til økonomien. I løbet af det seneste år er huspriserne i Danmark steget 4,5 procent, viser nye nøgletal fra Boligsidens Markedsindeks for september måned, og det giver en værdiøgning, der er til at mærke mange steder i landet.

Helt konkret er der tale om en prisstigning på 83.660 kroner, hvis man tager udgangspunkt i et hus på 140 kvadratmeter og sammenligner den gennemsnitlige kvadratmeterpris på solgte huse i september i år med samme periode sidste år. Og det er vel at mærke på landsplan.

Ser man mere lokalt på prisstigningerne, er der plus på kontoen i samtlige landsdele, og finkæmmer man yderligere, kan 71 ud af landets 98 kommuner melde om prisstigninger.

Størst stigning i jysk kommune

Størst er stigningen i Frederikshavn Kommune, hvor prisforskellen på 140 kvadratmeter hus henover det seneste år lyder på knap 440.000 kroner. Det svarer til et løft på 36.600 kroner per måned i løbet af det forgangne år. Men også mange andre kommuner oplever prisstigninger, der er til at mærke.

”I 17 kommuner ligger stigningerne henover det seneste år på over 200.000 kroner. Og vi kommer godt rundt i landet, når vi ser på listen, idet både flere af de københavnske omegnskommuner er repræsenteret samtidig med, at kommuner som netop Frederikshavn, men også Stevns, Svendborg, Rebild, Vejen og Middelfart har oplevet et markant løft i salgspriserne,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Boligmarkedet får et løft

At prisstigningerne rammer bredt er ikke kun positivt for den enkelte husejer, men det er også særdeles gunstigt for aktiviteten på hele boligmarkedet, der får et løft på flere parametre.

”Når priserne stiger i et stabilt tempo, føles det mere trygt at købe bolig, fordi det virker mindre risikofyldt. Det gælder særligt i områder, hvor handelsaktiviteten ikke er så høj. Det betyder med andre ord, at køberne i højere grad er villige til at flytte længere væk fra byerne. Den cirkulation er ikke kun god for livet i yderområderne, men også for kvaliteten af landets huse, idet en handel ofte medfører, at en bolig får et løft i form af renovering,” siger Birgit Daetz, og fortsætter:

”Derudover giver en værdistigning en friværdi, som kan omsættes til udbygning, anden form for opgradering af boligen eller måske endda et sommerhuskøb. Og for nogle kan det medføre en øget lyst til at sælge, hvilket bringer dem videre i en ny bolig. På den måde er prisstigninger i moderat form en god motor for markedet.”

Se stigningen i friværdien i din kommune i kommuneoversigten på Boligsiden.dk.

Øvrige nøgletal:

  • Priserne på ejerlejligheder forbliver på niveau med sidste måned, mens de ligger 6,4 procent over, når man sammenligner med september 2017. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på solgte ejerlejligheder i september er 27.657 kroner.
  • En kvadratmeter sommerhus i Danmark kostede i gennemsnit 15.666 kroner i september måned. Det er 1,0 procent mindre end i august og 3,9 procent mere end i september 2017.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce