Danske aktier kom helskindet igennem september trods øget coronasmitte
September bød på et beskedent afkast for C25-indekset, som dermed overordnet holdt snuden i vækstsporet trods en opblussen i coronasmitten både herhjemme og i udlandet. Målt på afkast forløb måneden efter en flot slutspurt - bedst for Vestas, mens ISS står for det største tab.
Det gik ellers lige så godt. Efter en periode hen over sommeren med håb om bedre tider og gradvis kontrol med covid-19, har september desværre budt på knap så positive covid-19-data og en øget risiko for en anden bølge med både strammere restriktioner og nedlukninger til følge. Den udvikling afspejler sig også på aktiemarkederne, hvor vi i september har set større kursudsving.
Det danske aktiemarked er dog på mange måder kommet helskindet igennem den forgangne måned, hvor C25-indekset har givet et beskedent afkast på 2 procent. Denne måneds vinder målt på afkast blev Vestas efter en tæt slutspurt med Novozymes.
- Begge aktier har bæredygtighed som et fælles tema, men der har også været selskabsspecifikke begivenheder, som har trukket aktiekurserne op. Vestas har så sent som i dag annonceret en solid ordreindgang, der har trukket aktiekursen op med 4,2 procent, hvilket betyder, at aktien lige akkurat slår Novozymes og dermed bliver månedens aktie for september med et afkast på 8,6 procent, fortæller aktieanalytiker i Spar Nord, Mikkel Duus-Hansen.
Novozymes topplacering skal blandt andet ses i lyset af, at adm. direktør Ester Baiget i starten af måneden fremlagde en ny strategiplan, som indebærer ændringer i selskabets organisationsstruktur:
- Selskabet opdeles i to forretningsområder nemlig Consumer Biosolutions og Agriculture & Industrial Biosolutions, hvilket har til hensigt at strømline udviklingsprocesser og øge kundefokus. Det betyder også ændringer på ledelsesgangen med udskiftning af en række direktører, siger Mikkel Duus-Hansen og fortsætter:
- Novozymes er verdensførende inden for produktion af industrielle enzymer fordelt på en lang række industrier med vaskemiddelenzymer som det største forretningsområde efterfulgt af føde- og drikkevareenzymer. Industrielle enzymer forbedrer effektiviteten af industrielle processer ved at spare energi og råvarer og mindsker samtidig spild. Et godt eksempel er enzymer til vaskemidler, som gør det muligt at vaske tøj ved lavere temperaturer end ved brug af traditionelle kemikalier i vaskemidler. Derfor kan Novozymes også karakteriseres som et bæredygtigt selskab, hvilket har stor bevågenhed blandt investorerne, der kvitterede med en solid kursstigning i dagene efter meddelelsen om selskabets nye strategiplan.
Vanskelig start for ny ISS-direktør
I den anden ende af tabellen finder vi ISS, som per 1. september har ansat Jacob Aarup-Andersen som ny adm. direktør. Selskabets aktiekurs er faldet med hele 12,6 procent i september, og investorerne er spændte på, hvordan den nye direktør vil rette op på skuden:
- ISS har haft et annus horribilis med et hackerangreb og det efterfølgende udbrud af covid-19. I forvejen var ISS udfordret på eksekvering af selskabets strategi med at forbedre indtjeningen. Derfor er det samlet set en særdeles vanskelig opgave, Jacob Aarup-Andersen er kommet på, og mens vi venter på en handlingsplan fra den nye adm. direktør, frygter både investorer og aktieanalytikere for den fremtidige indtjening, hvilket er med til at presse aktiekursen, forklarer Mikkel Duus-Hansen.
Næstværst målt på afkast har måneden været for Danske Bank, der har tabt 10,8 procent, mens Bavarian Nordic med et tab på 10,2 procent i september også befinder sig i den tunge ende.