FinansBureauet

Celcius X VI II LEDIX - den mekaniske mobiltelefon

Drømmen om den mekaniske mobiltelefon lever. Og første skridt på vejen er taget af den ikoniske Celcius X VI II LEDIX.

Celcius X VI II LEDIX - den mekaniske mobiltelefon

Ikke alene er dette verdens mest komplekse mobiltelefon. Den har også det mest komplekse navn til at matche det: Celsius X VI II LEDIX. Og hvis det ikke i sig selv er nok til at skræmme de fleste væk, så er prisen formentlig. Den koster nemlig den nette sum af halvanden million kroner.

Men for de penge får man så også et indbygget ur med i købet. Et mekanisk et af slagsen tilmed. Hvilket igen betyder, at det ikke just er en mobil man ønsker at have liggende løst i lommen, når man spiller golf. For taber man den går den med stor sandsynlighed kaput.

Men hvad kan en mobiltelefon til halvanden million kroner så, som en iPhone til 5.000 kr. ikke kan? Absolut ingen ting, tværtimod, udover at give ejeren en følelse af at være med i en ganske elitær klub. Telefonen i sig selv er nemlig på ingen måde prangende, og kan næppe erstatte dagligdagens mobiltelefon for den travle forretningsmand. Glem alt om 3G og touchscreen. Celsius X VI II LEDIX er derfor i virkeligheden mere et smykke end noget andet. Ikke mindst på grund af det føromtalte indbyggede mekaniske ur.

På det punkt adskiller Celsius X VI II LEDIX sig imidlertid ikke fra alle andre eksklusive mekaniske ure. Mekaniske ure er ikke bedre til at vise tiden end andre ure - faktisk tværtimod. Så det er ikke på den konto, at man vælger at anskaffe sig et mekanisk ur. Men eksklusive mekaniske ure er ofte små håndsværksmæssige mesterværker, og det er fascinationen heraf, der er drivkraften bag de flestes køb af sådanne ure. Plus - selvfølgelig - urenes smykkeværdi og dertil ofte også en pæn portion statussymbol.

Om Celsius X VI II LEDIX har nogen værdi som smykke kan så diskuteres, og meningerne vil givetvis være delte. Men værdien som statussymbol burde være ganske indi-skutabel. Og at der er tale om et lille mekanisk mesterværk, er der heller ikke nogen tvivl om.

Alene det patenterede Remontage Papillon lukkesystem, hvor kinetisk energi tilføjer uret 3 timers levetid hver gang telefonen flippes op, er en lille genialitet, der forener telefonen og urets funktioner. Og at der er tale om et tourbillion ur, giver i sig selv uret et feinschmecker præg. Ikke mindst fordi det, som sædvanen tro med tourbillion ure, er en feature der er gjort synlig.

Celsius er et fransk selskab som blev stiftet tilbage i 2006 af 4 unge entreprenører. Og Celsius X VI II LEDIX er et resultat af flere års intensiv forsknings- og udviklingsarbejde, blandt andet sammen med ikoner som Richard Mille og "Confrerie Horlogere Hublot". Hele 547 mekaniske dele indgår i Celsius X VI II, hvoraf de fleste er håndlavede.

 

 

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce