Byg-selv-folket har fået færre byggegrunde at vælge imellem
Det seneste år er der sket en kraftig stigning i antallet af solgte helårsgrunde og fritidsgrunde, og det afspejler sig nu i det samlede udbud af byggegrunde, der er svundet ind.
Byggefirmaer melder om travlhed, fordi rigtig mange danskere har besluttet sig for at bygge deres eget hus eller sommerhus.
På Boligsiden har vi tidligere fortalt, hvordan salget af både helårsgrunde samt fritidsgrunde er steget voldsomt, og den tendens afspejler sig også i det samlede udbud af byggegrunde, som nu er på et rekordlavt niveau.
I slutningen af marts måned var der således 3.089 helårsgrunde til salg i Danmark, hvilket er det laveste antal, Boligsiden har registreret siden begyndelsen af 2015.
Tilsvarende kunne man i slutningen af marts vælge mellem 716 fritidsgrunde til salg. Det er kun set lavere i slutningen af februar måned i år, hvor der var 700 fritidsgrunde til salg.
”Det går rigtig stærkt på det danske boligmarked, og der er benhård konkurrence om de boliger, der er til salg. Det gælder uanset, om man som køber kigger på hus eller sommerhus. Det gør det svært for flere købere at finde den helt rigtige bolig, og i den proces er der flere, der vælger at bygge huset selv, så de kan få det præcis, som de gerne vil have det,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
”I takt med det stigende salg af både helårsgrunde og fritidsgrunde er der ikke kommet nye grunde til salg i samme tempo, og derfor ser vi også, at det samlede udbud af helårsgrunde er faldet med 23 procent det seneste år. Og for fritidsgrunde er der tale om et fald i det samlede udbud på 27 procent,” tilføjer Birgit Daetz.
Imens det samlede udbud er faldet i løbet af det seneste år, er den gennemsnitlige salgstid også faldet. For helårsgrunde er der tale om et fald på 45 dage det seneste år, og det tager dermed nu gennemsnitlig 432 dage at sælge en helårsgrund.
Den gennemsnitlige salgstid for fritidsgrunde er faldet med 62 dage, og der tager nu gennemsnitlig 303 dage at sælge en fritidsgrund.
Du kan se alle helårsgrunde til salg på Boligsiden her og alle fritidsgrunde til salg på Boligsiden her.
Udviklingen i udbuddet af byggegrunde det seneste år:
Måned |
Antal helårsgrunde til salg |
Antal fritidsgrunde til salg |
Marts 2020 |
3.998 |
980 |
April 2020 |
3.958 |
943 |
Maj 2020 |
3.825 |
920 |
Juni 2020 |
3.782 |
941 |
Juli 2020 |
3.760 |
933 |
August 2020 |
3.724 |
884 |
September 2020 |
3.671 |
873 |
Oktober 2020 |
3.587 |
827 |
November 2020 |
3.483 |
808 |
December 2020 |
3.430 |
770 |
Januar 2021 |
3.284 |
735 |
Februar 2021 |
3.190 |
700 |
Marts 2021 |
3.089 |
716 |
(Tabellen viser det antal helårs- og fritidsgrunde, der er til salg i slutningen af hver enkelt måned. Skuffesager indgår ikke i opgørelsen. Kilde: Boligsiden)